Side:Digte og Noveller.djvu/45

forhindrer deres fædre i at ændse
det ømme omrids, kjærligheten har —
den sikre grænse, som en mor fornemmer
i ungens aandertde og lyse lemmer.
— — — — — — — —

Saa strømmer stormen videre, og suser
i vildelse til andre landes skog,
imellem høie kirketaarn og huser,
dit krigens smerter endnu ikke jog —

Bak røde ruter straaler julehyggen,
men medens barna danser om sit træ,
staar du, en far, kanhænde skjult i skyggen,
med hjertet tynget af en fremmed vé. —

Du ser paa barna i den lyse kveld,
og snur dig gysende, og spør dig selv:
Er denne skat, som jeg faar lov at nyde,
allikevel en skat — som jeg skal yde?

Er barn og hustru kun en liten del
af mandens rummelige, sterke sjæl?
En kjærlig krans, hans sjæl maa kunne sprænge,
og strø for stormene med blomst og frø,