Men ved Siden af denne Form stöde vi her, ligesom i det först omtalte Tilfælde, paa Former med k og g tillagte, i den tydelige Hensigt at danne Causalia eller Factiva.[1] Her kan der atter være Spörgsmaal, om k og g blot ere Hærdelser af det beslægtede blödere j, hvilket jeg er mest tilböielig til at antage, eller om Oprindelsen paa anden Maade bör forklares.[2] Jeg vil derfor anföre en Conjectur, som er falden mig ind. Det er i Sanskrit ligesom i flere yngre Dialecter Skik at udtrykke det factive Begreb i mangfoldige Tilfælde, ved, efter Navnet paa den Gjenstand, den Handling, eller det Product, hvis Frembringelse skal betegnes, at stille Verbet कृ, kṛ (Inf. kartutm), at gjöre, i Hindustani कर्णा, karṇâ, i Bengali करन्, karan, af samme Betydning. Dette Ord er i Oldnorsk gaaet over, under Formen gera. Nu har jeg tænkt mig Muligheden af, at hiin Endelse, ga eller ka, kunde være en Forkortelse af dette Verbum, som i deslige Tilfælde udförte samme Function i Oldnorsk, som den tilsvarende i hine Sprog. Man sammenlige bliðka, formilde, egentlig gjöre blid, rymka,[3] udvide, blomga, bringe til at blomstre, friofga, frugtbargjöre, soga, ödsle, med अरूकृ, arûkṛ, at saare, af अरुस्, arus, Saar, लघुकृ, lag῾ukṛ, at gjöre let, af लघुकृ, lag῾u, let, eller i Bengali: ग्यन्त करन्, gjanta karan, at gjöre bekjendt, स्तिर् करन्, stir koran, at berolige (holde Styr paa?), डुब् करन्, ḍub karan, at dukke o. s. v.
Af det Anförte formener jeg, man er berettiget til at slutte, at vort Oldsprog i en forhistorisk Tid har vidst med Nöiagtighed at skjelne mellem Brugen af de omtalte Suffixer, der först kunne ansees at være forvexlede, da Bevidstheden om deres Hensigt begyndte at tabe sig. Hvilken Function ethvert Suffixum oprindeligen har havt, er vel nu vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at afgjöre. Men, tör man gjöre nogen Slutning derfra, at den störste Masse af Causalia og Factiva ender paa ja, saa maa man antage, at j oprindelig har havt denne Function, og först lidt efter lidt i enkelte Tilfælde er bleven hærdet til g eller k; og at paa den anden Side g oprindelig har tjent til Udtryk for det neutral-passive Begreb, undertiden hærdet til k og enkelte Gange blodgjort til j.[4] Til hvilken Grad af Uklarhed Begreberne i denne Henseende ere sunkne, sees deraf, at Ord som
- ↑ Sml. Suffixet i navigare, fatigare, lævigare, liqvare (af ली, lî, at smelte) o. s. v.
- ↑ Bopp antaget at det causale j kommer af Verbet ई, î, at bede, at önske.
- ↑ Dette Ord, sammenlignet med den blödere Form rymja, at rydde, gjöre Plads, viser, hvorledes man har benyttet nærbeslægtede Former til at distingvere.
- ↑ I Zeitschr. f. d. K. d. Morgenl. B. 6. S. 444 yttrer Prof. Lassen, om to i en oldmedisk Indskrift forekommende Ord: qus̔ija og qus̔ika, at det förste er activt og det andet passivt (exstruxi og exstructum est).
