Side:Det oldnorske verbum.djvu/39

Denne siden er korrekturlest

af den ældre Edda, betegne i al Fald Dualis. Man sammenligne saaledes, foruden de anförte, fölgende Steder:

S.	55	Str.	59:	við finnumk,	S.	103	Str.	53:	skiljumk,
–	80	—	22:	hittumk,	-	158	—	89:	látumk; samt af

Fagrskinna	S.	36	l.	12	vér sættimk,^[1]
—	-	130	l.	1	f. n. fundumk vér (efter en anden Læsemaade: funnumk vif)

Her forekommer Formen dog et Par Steder med Plur. som Subject, saasom S. 45, 1. 3: vér berjumk, vi slaaes, med mindre man her kunde forklare det som Dual. formedelst de to Partier; og S. 176, l. 2 f. n. steypumk. Jeg henstiller til grundigere Kjendere af vort Oldsprog, om ikke Formen oprindelig kan have betegnet Dualis, men, efterhaanden, som Dualis, paa Pronominerne nær, forsvandt af Sproget, af Uagtsomhed kan være bleven brugt for Pluralis.^[2]

Anden Pers. Plur. Kjendebogstavet t forklares her let ligesom i 2den Pers. Sing.

Tredie Pers. Plur. har i Oldnorsk mistet sin oprindelige Endelse, og ender kun paa den Vocal, der bandt samme til Stammen.

Bindevocaler. Personalendelserne slutte sig snart umiddelbart til Stammen, snart skyde de en Bindevocal ind imellem, i Sanskrit i eller a, i Oldnorsk i eller a (eller u).^[3]

↑ Her er vel vér (Plur.) Subj. men Talen er kun om to.
↑ Jeg maa, maaskee til Overflod, tilföie, at det ingenlunde er min Mening at ville bestride den Sætning, at umk, kan have sin Oprindelse af mik; den staaer fast nok; men jeg vil kun henlede Opmærksomheden paa, Sandsynligheden af, at denne Endelse i flere Tilfælde har anden Oprindelse, for at det kan blive nærmere undersögt, om ikke den almindelige Forklaringsmaades Gyldighed indskrænker sig til de Tilfælde, hvor mik ikker refererer sig til Subjectet, altsaa ikke er reflexiv, saasom d. æ. Edda, S. 16, stódumk, S. 22: verpumk, o. s. v.
↑ Det er mærkeligt, at Bindevocalen i Plur., i Præsens er variabel, men i Imperf. i alle Personer er u, hvilket saaledes synes tillige at være Pluralis Mærke, der er forklarligt i Imperf., uden at anvendes i Præsens, saafremt hiint Tempus kan antages nærmere beslægtet med Nomina (cfr. S. 24-26). Blandt de nyere Dialecter, som forlængst have mistet Personalendelserne, har den valderske og hallingdalske beholdt Endevocalen o i Plur. af Imperf. af Verba med Omlyd, f. Ex.: dei vöro, de vare; dei dotto, de faldt; me vorto, vi bleve, og fl. Man kunde antage, at den labiale Vocal her stod i Forbindelse med u-Lyden i Pluralendelser af Nomina, saafremt denne ikke her egentlig tilhörte Nomina neutr. generis. At Conjunctiv saavel i Plur., som i Sing. har i, kan have sin Grund i, at Conjunctivmærket fortrænger Pluralmærket. Nogle ældre germaniske Spiog have ligeledes beholdt u- eller o-Lyden i Imperf. Plur., efterat Personsbetegnelserne ere bortfaldne; saaledes Angelsachsisk -on, Oldsachsisk -un. I det sidste viser ogsaa Nomina en Forkjærlighed for o- og u-Lyden i Pluralis.

[1] Her er vel vér (Plur.) Subj. men Talen er kun om to.

[2] Jeg maa, maaskee til Overflod, tilföie, at det ingenlunde er min Mening at ville bestride den Sætning, at umk, kan have sin Oprindelse af mik; den staaer fast nok; men jeg vil kun henlede Opmærksomheden paa, Sandsynligheden af, at denne Endelse i flere Tilfælde har anden Oprindelse, for at det kan blive nærmere undersögt, om ikke den almindelige Forklaringsmaades Gyldighed indskrænker sig til de Tilfælde, hvor mik ikker refererer sig til Subjectet, altsaa ikke er reflexiv, saasom d. æ. Edda, S. 16, stódumk, S. 22: verpumk, o. s. v.

[3] Det er mærkeligt, at Bindevocalen i Plur., i Præsens er variabel, men i Imperf. i alle Personer er u, hvilket saaledes synes tillige at være Pluralis Mærke, der er forklarligt i Imperf., uden at anvendes i Præsens, saafremt hiint Tempus kan antages nærmere beslægtet med Nomina (cfr. S. 24-26). Blandt de nyere Dialecter, som forlængst have mistet Personalendelserne, har den valderske og hallingdalske beholdt Endevocalen o i Plur. af Imperf. af Verba med Omlyd, f. Ex.: dei vöro, de vare; dei dotto, de faldt; me vorto, vi bleve, og fl. Man kunde antage, at den labiale Vocal her stod i Forbindelse med u-Lyden i Pluralendelser af Nomina, saafremt denne ikke her egentlig tilhörte Nomina neutr. generis. At Conjunctiv saavel i Plur., som i Sing. har i, kan have sin Grund i, at Conjunctivmærket fortrænger Pluralmærket. Nogle ældre germaniske Spiog have ligeledes beholdt u- eller o-Lyden i Imperf. Plur., efterat Personsbetegnelserne ere bortfaldne; saaledes Angelsachsisk -on, Oldsachsisk -un. I det sidste viser ogsaa Nomina en Forkjærlighed for o- og u-Lyden i Pluralis.

[1]

[2]

[3]