Citater af Oldsagn. Herfor taler videre den paafaldende Lighed med Prakrit, hvor Endelsen mhi aldeles svarer til det oldn. mk, naar sees hen til, at Endevocalen i af de indiske Endelser, i Oldn., som i Gotisk, stadigen er bortfalden, og at h i Ordenes Ende jævnligen gaaer over til k.[1] Jeg formener derfor, at 1 P. Præs. Ind. af vera, oprindelig har hedt emk[2] som i Prakrit amhi, af Sanskr., asmi; at k senere er bortfalden; at ligeledes i andre Verba Endelsen opr. har været mk (med en Bindevocal foran), dernæst m, hvorpaa heller ikke Exempler mangle. Saaledes læses i den yngre Edda S. 97: ek hugdumst d. e. ek hugdum sik; i Fornmannasögur, 5, S. 25: eigi berjumst ek.[3]
Senere er ogsaa Endelsen m bortfalden. Det er mærkeligt, hvorledes i denne Henseende Oldnorsk staaer omtrent paa samme Trin, som Oldtydsk, hvor som ovennævnt den samme Endelse ligeledes viser sig at være beholdt fra Oldtiden, men dog at være i Aftagende, medens Gotisk, som ellers har et mere antikt Præg, allerede har mistet denne Endelse (naar Verbum subst. undtages).
Anden Pers. Sing. I Betegnelsen af denne afviger Imperfectum i 1ste Conj. fra Præsens. Aarsagen hertil synes at ligge i en forskjellig Oprindelse, da Kjendebogstavet -r i Præs. og 2den Conj. Imperf. lettest udledes af Verb. subst., medens -t i 1ste Conj. Imperf. lettest udledes af Pron. þu. Endelsen -s i Sanskrit gaaer i Oldn. jævnligen over til -r (en Overgang som ogsaa inden hvert enkelt Sprogs Omraade ikke er sjelden); i Analogie hermed er es i det nyere Sprog bleven er; jeg antager derfor, at Suffixet -r i anden Pers. oprindelig er Hjælpeværbet es, der er bleven er, r, ligesom i Sanskrit -si erkjendes at være forkortet af asi, 2 P. af Verb. subst. At -t i 1 Conj. Imperf. kommer af þu, uagtet Tenuis istedetfor Aspirat, tör ansees for sikkert, naar man bemærker, at þu i Oldn. jævnligen hænges som Suffix til Verbet og da hedder -tu f. Ex. skaltu, du skal, ertu eller ert, du er, o. s. v. Paa samme Maade forklarer Bopp (v. Gram. S. 640 flg.) Oprindelsen af थ, ta, i den tilsvarende Form i Sanskrit og bemærker derhos, at den er egen for det reduplicerede Præteritum, der svarer til Imperf. af den stærke (den
ældste) Conjugation i Oldnorsk. I de Verber, hvis Stamme ender paa t eller ð, forandres dette foran Suffixet t til z, f. Ex. kveða, kvað, kvazt, du talte; bita, beit, beizt, du beed;
- ↑ Man sammenligne लिह्, lih = likjast, at ligne, कुह्, kuh, at gjögle, kukl, Gjöglerie, स्तृह्, stṛh, = strikja, at prygle; रिह्, rih = rækta, at dyrke.
- ↑ emk forekommer oftere f. Ex. Vafþruðnismál, Str. S (Egisdrekka, Str. 14, men forklares i Almindelighed som en Contraction for em ek.
- ↑ Rask, som i sin lille Grammatik S. 51 citerer disse Exempler, antager, at Pluralformen er brugt i Singular, en Vilkaarlighed, som man efter min Forklaringsmaade ei behöver at tye til.
