DEN NYE LITERATURFORSKNING
17
av tyngdepunktet fra det individuelle til det universelle.
Skildringsenheten blir ikke længer individet, men typen i stadig videre forstand, indtil verdenstypen er nådd. Den for alle tider og alle steder evig gyldige.
Individet og dets, selv himmelstormende, tanke- og system bygninger interesserer ikke længer uten som funktioner av en universel, åndelig lovmæssighet. —
Og literaturjorskeren selv, hvilke indgripende konsekvenser har den totalistiske verdensanskuelse for ham personlig, for hele hans tænke- og følemåte?
Jeg kan forsikre dig, den gir ham en række høist interessante erfaringer av meget blandet art.
Som individ befinder han sig ansigt til an sigt med en ny verden som holder på å fødes.
Rundt omkring sig ser han nationer og individer i kraftig, nyskapende selvutfoldelse.
Nogen tiltrækkes han av, andre frastøter ham eller lar ham kold. Rent intellektuelt kan han konstatere deres objektive fortjenester, men de berører ham ikke.
Den følgeslutning han kan dra av disse fakta, Sancho Panza, er denne: Selv i den ophøiede egenskap av literatur forsker funktionerer jeg altså individuelt, til
Lilly Heber: Det nye som gror. 2
