vidt en konge ved sin regjeringstiltrædelse havde adgang til i nogen større udstrækning at forandre raadets sammensætning. Forsaavidt den foregaaende konges raadgivere ikke vare lendermænd eller baroner eller ogsaa riddere, er det nok rimeligt, at efterfølgeren ikke kan have været forpligtet til uden videre ogsaa at betragte dem som medlemmer af sit raad. For baronernes og vistnok ogsaa for riddernes vedkommende stillede derimod sagen sig helt anderledes. I ældre tider betragtedes vistnok lendermands-værdigheden formelt, som om den kun var given for den konges levetid, der uddelte den. Den maatte altsaa fornyes ved hvert thronskifte. Saaledes skede det ialfald, da Haakon Haakonssøn blev konge, og rimeligvis er det altid gaaet saaledes til Men denne bekræftelse har dog neppe været mere end en formalitet, og at den ikke blev meddelt, har visselig kun været et yderst sjeldent tilfælde. I virkeligheden maa det saaledes antages, at den adgang, som en konge paa denne maade kunde have til at foretage forandringer i raadets sammensætning, for baronernes vedkommende har været saare liden, om han overhovedet kan siges at have havt nogen saadan. Med hensyn til ridderne maa det ogsaa antages, at noget lignende har været tilfældet. Efter lovgivningen hørte de rigtignok ikke med til »kongens høieste raadgivere«, men vare dog i denne udpegede paa en saadan maade, at de ogsaa maatte betragtes som medlemmer af hans raad.
I sin videste udstrækning gjælder dette nu vistnok alene, forsaavidt medlemmerne af de nævnte samfundsklasser havde ret til at deltage i, hvad man kan kalde det større kongelige raad. Men det maatte dog ogsaa have sine betydninger for det snevrere raad. Grænserne mellem begge vare endnu meget ubestemte, og idet det mindre raad var udgaaet af det større, der alene var forudsat i lovene, maatte kongens valg af dets medlemmer altid i en vis grad være bundet. Haakon V maa derfor ogsaa antages at have beholdt sin broders raadgivere, og forsaavidt han med dem har foretaget nogen forandring, da kan dette rimeligvis alene have været, hvor der fra vedkommendes side har foreligget en bestemt forseelse. Ligesom han maatte tage hele den store kreds af sin formands raadgivere, har han ogsaa beholdt de gamle medlemmer af det snevrere eller »det egentlige raad«. Mellem alle hans raadgivere træffes i første række den høibaarne baron, hr. Bjarne Erlingssøn, en af hovedlederne for kampen mod hierarkiet, en mand, som under denne havde vist sig fra en side, der ikke gjør det rimeligt,
