gessøn, hr. Finn Gautssøn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Aamundessøn, sira Botolf Haakonssøn og Hauk Erlendssøn.[1]
Et vigtigt politisk aktstykke fra denne tid, hvori ogsaa raadet omtales, er den islandske remonstration af 1302,[2] hvori det udtales, at det raad, som Islændingerne derved gave den norske konge, maatte blive ham ok öllu hans réttu rádineyti til hæder og ære. Uden at deraf kan udledes nogen slutning om det kongelige raads forhold til de spørgsmaal, der angik den islandske landsstyrelse, viser dette ialfald, at raadet betragtedes som en vigtig institution, der stod kongen meget nær. I remonstrationen forudsættes for øvrigt, at kongen for fremtiden, naar han foretog forandringer i den islandske lovgivning, skulde indhente de bedste mænds raad og samtykke, som fandtes i landet. Dette udtryk maa rimeligvis tages lige efter ordene; om noget særeget islandsk raad kan der ikke være tale.[3]
Ogsaa i andre brevskaber omtales det kongelige raad. Fra 1303 – eller et af de nærmest forangaaende eller følgende aar – haves saaledes et brev, som er udstedt af nogle mænd paa Voss og stilet til »hele Haakons, Norges konges, raad i Bergens. Den maade, hvorpaa dette nævner raadet, har endog foranlediget fremsættelsen af en formodning om, at man kunde betragte dette som et slags statholderskab for det vestenfjeldske Norge.[4] Selv om en saadan ikke just er grundet, er imidlertid brevet alligevel ganske mærkeligt. I et andet diplom af 1303 omtales ogsaa »kongen og hans raad«.[5] Da i 1306 biskop Arne i
- ↑ Norges gamle love, III, s. 134.
- ↑ Norges gamle love, I, s. 460 flg. III, s. 145 flg. med varianterne. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 359 flg.
- ↑ Smlgn. den i 1306 afsluttede »forening mellem de bedste mænd og almuen paa Island«. P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 364 flg. – Det ubestemte præg, som ved denne tid hvilede over Islands statsretslige forhold til Norge, bevirker ogsaa, at Island ikke kan have nogen større betydning for en undersøgelse af det norske raads stilling i Staten. Under forhandlingerne om den nye lovbogs antagelse paa Island i 1281 forudsættes raadsherrernes samtykke fra norsk side som nødvendigt, og det synes ogsaa, som om disse derved have havt den endelige afgjørelse som kongens formyndere. P. A. Munch, anf. st., s. 65–71. Fra den nærmest efterfølgende tid kjendes ogsaa en forordning for Island, der udstedtes i kongens og enkedronningens navn. Smstds. s. 72.
- ↑ Diplom. Norveg. II, no. 71. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 332.
- ↑ Diplom. Norveg. I, no. 98.
