at lægge baand paa de mægtige mænds tilbøielighed til at tage sig selv tilrette. Ved hans thronbestigelse var det dermed ogsaa givet, at han for eftertiden over det hele land vilde gaa frem efter de samme grundsætninger, som han havde fulgt i styrelsen af sit hertugdømme. Haakons stilling til aristokratiet blev derfor ogsaa en anden, end Eriks havde været.
I kong Haakons egne udtalelser haves sikre vidnesbyrd om, at han har lagt megen vægt paa at stanse aristokratiets selvraadighed og lade dets medlemmer føle, at de ogsaa stode under loven. De rivninger mellem kongedømme og aristokrati, som fandt sted i de første aar af hans regjering, kunne allerede «derigjennem tildels finde sin forklaring. Men de maa ogsaa have gjældt noget mere, nemlig aristokratiets politiske magtstilling. Idet kongen modsatte sig en fortsættelse af den voldsomme fremfærd, som dettes medlemmer havde tilladt sig under den foregaaende styrelse, kunde han heller ikke undgaa at røre ved dets politiske indflydelse i almindelighed.
Forsaavidt maatte kong Haakon især fæste sin opmærksomhed ved den institution, som under hans broder var bleven bæreren af aristokratiets politiske magt, og derigjennem faar hans regjering sin store betydning for udviklingen af det kongelige raad. Kong Haakon var i denne henseende en ganske anden mand end sin broder. Men idet han arbeidede mod det maal at indskrænke eller fratage raadet den magt, det havde opnaaet som en selvstændig repræsentant for aristokratiet, var det ikke hans tanke at trænge det tilside. Hvad han vilde, var kun at tvinge raadet ind i den monarkiske samfundsorden og der gjøre det til et virksomt led. Forsaavidt gik hans politik væsentlig ud paa at optage den udvikling, som var begyndt under hans fader og farfader, men under hans broder var slaaet over i en anden retning.
Uheldigvis ere kilderne for denne tids historie ikke saadanne, at man i enkelthederne kan følge den brydning, som fulgte kort efter kong Haakons thronbestigelse. Det har endog sine vanskeligheder at se den med nogenlunde tydelighed i sine omrids, og som en følge deraf vil det ikke kunne undgaaes, at der maa klæbe nogen usikkerhed ved de resultater, som kunne opnaaes ved en undersøgelse af den nye regents politiske formaal og styrken af den modstand, som han mødte under sine bestræbelser for at gjennemføre disse. Forinden vi her gaa videre i undersøgelsen, vil det imidlertid være nødven-
