Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/69

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
53

rettede mod geistligheden og mod de statuter, der vare vedtagne paa det samtidig afholdte provincial-koncilium. Følgelig er det kun de verdslige raadgiveres medvirkning, som herved kan forudsættes, og naar der i retterboden nævnes de bedste mænd, bliver dette altsaa rimeligvis de samme, der i det foregaaende (s. 51) ere nævnte som consiliarii hos kongen og dronningen. Da der ved høvdingemødet i 1280 synes at have været samlet et stort antal af de mænd, der i den videste forstand kunde betegnes som kongens raadgivere, og da tillige retterboden var det første led i den række af foranstaltninger, som fra det herskende partis side rettedes imod hierarkiet, er den efter al sandsynlighed en frugt af samtlige fremmødte baroners og øvrige raadgiveres overlægninger. Saaledes er det her det store raad, som har været medvirkende, medens man ved de kort efter aabnede forhandlinger om den unge konges giftermaal med den skotske prinsesse Margrete rimeligvis kun maa tænke paa det mindre raad som det, der ledede disse, ved siden af kongens moder.

I disse forhandlinger optraadte enkedronningen og raadsherrerne, som de, der havde den afgjørende myndighed. Kongen selv har ogsaa udstedt nogle breve i den anledning; men disse ere da tildels ratificerede af hans moder og raad. Forsaavidt dette ikke er tilfældet, har dog rimeligvis deres medvirkning været forudsat i selve brevene. Af disse er nemlig intet bevaret, og deres indhold kjendes kun af en fortegnelse, som i sin tid blev optagen over dem.[1] I denne omtales regjeringens medlemmer med det almindelige udtryk, magnates, hvorved dog her ikke vel kan tænkes paa andre end de medlemmer af rigets verdslige aristokrati, som paa den tid havde sæde i det snevrere raad. Ved forhandlinger af denne art var der ingen opfordring til at benytte andre, selv om man ogsaa paa forhaand har indhentet samtykke fra samtlige raadgivere i ordets videste forstand.

Giftermaalet afsluttedes om sommeren 1281, efterat i forveien et norsk gesandtskab havde været over i Skotland og der 25de Juli afsluttet en ægteskabskontrakt med brudens fader, den skotske konge og hans raad. Som medlemmer af gesandtskabet optræde mindst to herrer, der efter sin hele stilling og optræden med nødvendighed maa have hørt med til det snevrere

  1. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 21 flg.