høiere grad, hvis der havde været bedre økonomiske betingelser tilstede for at bygge dette paa et noget fastere grundlag.
Skridt for skridt havde nu det norske aristokrati forandret sin karakter. Lendermandsætternes tal var efterhaanden af forskjellige grunde smeltet sammen, uden at den forøgelse, deres kreds fik efterhaanden gjennem optagelsen af nye elementer, havde kunnet opveie dette tab. Men samtidig vare deres rigdomme forøgede paa en saadan maade, at de kunde optræde i overensstemmelse med tidens krav. Deres tidligere stilling som et lokalaristokrati var i begreb med at tabe sig. Flere af disse ætter havde faaet sine besiddelser udstrakte over mange og vidløftige landsdele, hvis interesser de ikke kunde repræsentere paa samme maade, som de ældre lendermænd. I det sted gik de over til at være et virkeligt rigsaristokrati, et høiaristokrati, som gjennem de af Magnus Lagabøter indførte nye værdighedsnavne fik sit ydre stempel. Under dette stod fremdeles et ganske betydeligt antal af ætter, som nød en stor anseelse i sine bygder, og som dertil af Magnus Lagabøter havde opnaaet privilegier, der skilte dem fra det øvrige folk. For en stor del have disse rimeligvis været gamle, tildels endog beslægtede med lendermandsætterne, uagtet de ikke kunde stille sig ved disses side.
Her syntes der virkelig at være skabt et grundlag for udviklingen af tilsvarende samfundsklasser af dem, som paa samme tid voksede frem i England. Det nye aristokrati var i Norge udgaaet af det gamle, men stod alligevel paa en helt anden grund. For at opnaa ny politisk indflydelse var det henvist til at benytte de dermed følgende udgangspunkter. Et saadant havde det i det kongelige raad, der netop paa samme tid udvikledes til en af rigets institutioner. Skjønt udviklet i monarkiets interesse, var dog dette skikket til at blive et naturligt organ for et rigsaristokrati, især naar det støttedes til et større raad, et overhus, et parliamentum generale. Norges historie efter Magnus Lagabøters død viser, at det ikke manglede paa bestræbelser for at sikre det høie aristokrati en politisk indflydelse ad denne vei. Men naar der alligevel ikke kom noget ud deraf, da er grunden hertil for en væsentlig del netop at søge deri, at aristokratiet paa grund af landets særegne forhold blev henvist til at danne en liden kreds, som tiltrods for enkelte af sine medlemmers rigdomme dog ikke kunde hævde sin stilling som en stærk stand i riget. Aristokratiet fortsatte, som det en gang var begyndt. Antallet af dets ætter svandt
