uden medvirkning fra sine danske raadgiveres side. Ovenpaa al den uro, som havde ledsaget de sidste forviklinger, maatte det føles som en velgjerning, at der indførtes en ordnet tilstand.
Mellem de mænd, der under disse begivenheder havde indflydelde hos den nye konge, var der enkelte, som vilde have de gamle statsretslige former bevarede, derimellem ogsaa rigsraadet. Hvis denne mening var bleven den seirende, vilde det imidlertid have været en meget vanskelig sag at skaffe raadet medlemmer. Hierarkiet var sprængt og høiadelen tilintetgjort. Smaaætterne alene kunde ikke danne et rigsraad. Selv de »indgiftede« vare nu næsten forsvundne. Hverken Erik Ugerup eller Jens Bjelke vare skikkede til at lede det norske raad. En virkelig storættet norsk adelsmand, indfødt eller indgiftet, fandtes ikke mere. De fleste danske og svenske adelsslægter, der havde faaet jordegods i Norge, ansaa det ikke længere for umagen værd at bo i landet. De havde desuden sine vigtigste besiddelser paa andre steder og vedbleve med sine interesser at være knyttede til disse, hvor de fortærede indtægterne af sine norske godser.
Aristokrati og raad havde fulgt rigets dalen. Dettes kraft var brudt, og det kunde ikke længer hævde sin plads ved siden af de to naboriger. De forhold, der havde foranlediget dette, de økonomiske omvæltninger, som vort fædreland havde undergaaet fra borgerkrigene indtil reformationen, ere endnu ikke belyste. Men deres virkninger ligge klart for dagen. Dog var ogsaa her et svagt fremskridt begyndt. I det femtende og sekstende aarhundrede lagdes grundvolden for et nyt opsving af landets næringsveie. Den nationale bevidsthed, som efter 1500 kunde synes rent forsvunden, undergik en lutrende foryngelse, og allerede i det syttende aarhundrede kunde Nordmændene igjen betragte sig som et folk. Riget fik atter sine særegne institutioner, og der skabtes nye samfunds-klasser, som bleve bærere af den følgende historiske udvikling. Rigsraadets opløsning staar her som den sidste afslutning af den gamle tid; en ny tid var alt i frembrud, og denne blev lysere og glædeligere for vort fædreland end de aarhundreder, hvori rigsraadet havde skullet støtte dettes synkende selvstændighed.
