ganske umærkelig over i det snevrere consilium in consilio, der var dettes inderste kjerne. Ingen kan sige, hvor det ene begynder, og hvor det andet ender. Alligevel bestaar der en øiensynlig forskjel mellem begge, som dog neppe i Norge kunde træde ligesaa tydelig frem, som i andre større lande, hvor de havde andre betingelser for sig.
Det mindre raad, kredsen af kongens raadgivere i en mere egentlig forstand, var efter sin hele karakter nærmest en institution, der udvikledes i monarkiets interesser for at opfylde de krav, som den fremadskridende udvikling stillede til dette. Det større raad, der bestod af rigets verdslige og geistlige stormænd, var derimod nærmest en repræsentation for rigets hierarki og aristokrati. Andre lande med et rigere og fyldigere statsliv have seet begge vokse frem, efterat de mere bestemt havde skilt sig ad fra hinanden. I Norge naaede i grunden ikke det større raad længere frem, end det var kommet paa Magnus Lagabøters tid. Snart efter stansede det og gik igjen tilbage. Vor gamle historie kan ikke fremvise noget overhus, ligesom den overhovedet kun har nogle faa antydninger til rigsstænder. Derimod fortsattes det mindre raads udvikling paa grundlag af de en gang givne forudsætninger. Høvdingemøderne og rigsmøderne, der i det 12te og 13de aarhundrede vare blevne afholdte med en vis regelmæssighed, og hvoraf der syntes at maatte kunne udvikle sig en repræsentation af rigsstænder, døde snart bort igjen. Som institution forsvinde de i grunden ganske, om ogsaa den følgende tid kan opvise enkelte møder, som tilsyneladende havde den samme karakter. Rigets aristokrati kunde ikke opretholde en mere fyldig repræsentation, men nøiedes i denne henseende med det mindre raad, som paa sin side ikke kunde unddrage sig kongemagtens indflydelse. Den følgende tids historie viser, at Norge ikke helt kunde opfylde de krav, som tiden stillede, og at det blot for en del kunde følge med i udviklingen af tidsmæssige institutioner.