titel. En saadan var f. ex. den i Haakon Haakonssøns saga omtalte Tydsker, Henrik sendemand, som benyttedes ved flere sendelser. Mænd i denne stilling havde rig anledning til at erhverve en erfaring og en fortrolighed med forretningerne, som ved mange leiligheder senere kunde komme til gode, og det lader ogsaa til, at mænd, som paa denne maade havde vist sig i besiddelse af dygtighed, kunde rykke op til at blive kongens kansler. Dette synes saaledes at have været tilfældet med den senere biskop Askatin, der under kong Haakon Haakonssøn hyppig blev anvendt som kongelig gesandt og under den følgende regjering i nogen tid var kansler.[1]
Geistligheden var i besiddelse af en saadan dannelse, som netop maatte gjøre den brugelig ved anledninger af denne beskaffenhed. Dens underordnede tjeneste i hirden og kancelliet dannede ved siden deraf et nyt tilknytningspunkt for dens anvendelse som kongens raadgivere, hvorved navnlig biskoperne maatte indtage en fremragende stilling. I kansleren havde geistligheden derhos faaet et fast medlem af kongens nærmeste omgivelser. Om han end ikke altid havde den prestelige vielse, maatte han dog i regelen være i besiddelse af geistlig uddannelse. Men deri, at der for dem af kongens raadgivere, som ikke vare lendermænd, lagdes særlig vægt paa deres forretningsdygtighed og den dannelse, de havde erhvervet sig, laa der ogsaa en opfordring for de lendermænd, som ønskede at benytte sin ret til at være kongens raadgivere, til at skaffe sig de samme forudsætninger. Unge mænd af rigets fornemme ætter søgte netop i denne tid stadig udenlands for ved Europas store universiteter at erhverve kjendskab til sin samtids dannelse. Naar disse bagefter kom hjem og opnaaede hirdstyrer- eller lendermandsværdigheden, laa det nær, at de i den dermed følgende egenskab af kongens raadgivere maatte finde en god anvendelse
- ↑ P. A. Munch har (Norske folks historie, IV, 1,s. 599) antaget, at det var i egenskab af kansler, Askatin af kong Haakon blev anvendt som gesandt; men da der fra samme og nærmest følgende tid kjendes andre mænd, deriblandt ogsaa munke, som bleve anvendte i lignende hverv, men hverken da eller senere vides at have været kanslere, kan dette ikke holde stik. Saaledes kan man ikke lægge saa stor vægt paa den ovenfor anførte bestemmelse af hirdskraaen, som Munch har villet gjøre, og det er ialfald ligesaa rimeligt at antage, at Askatin først blev kansler efter, at han havde godtgjort sin dygtighed ved at udføre forskjellige politiske hverv paa en tilfredsstillende maade.
