var bragt i den stilling, at det ikke havde andet valg end at slutte sig til Danmark, viser rigets politiske afmagt. Haandfæstningen selv giver ogsaa vink om, hvor liden evne rigsraadets medlemmer besad til at opfatte sin egen og rigets stilling.
Haandfæstningeri var efter sin ordlyd særdeles gunstig for det norske rigsraad. Det samme gjælder ogsaa de tillæg, den senere hen, i løbet af den paafølgende sommer, erholdt ved den reces, som blev vedtagen paa et møde med det svenske raad i Kalmar, hvor Danmark og Norge under ét vare repræsenterede alene ved medlemmer af det første riges raad.[1] Til yderligere sikkerhed havde i Halmstad begge rigers raad paataget sig en gjensidig garanti for den nøiagtige overholdelse af haandfæstningen. Hvis denne havde faaet varig gyldighed, maatte den navnlig være bleven til fordel for det norske raad. Ved haandfæstningens redaktion var der med omhu sørget for at indtage bestemmelser om alt, som under den foregaaende styrelse havde vakt det norske raads misfornøielse. Den gjensidige ligeberettigelse mellem rigerne var opretholdt paa papiret. Til samme tid var der i haandfæstningen ved bestemmelsen om, at der i kongens fravær skulde nedsættes en fast raadskommission af fire medlemmer, sørget for at skaffe riget sikkerhed for en omhyggelig ledelse af retsvæsenet. Hvis de bestemmelser i den kalmarske reces, hvorefter denne kommission i Sverige tillige skulde befatte sig med den øvrige styrelse og navnlig have ret til at sammenkalde raadet, ogsaa kunde finde anvendelse paa Norge, havde man deri grundlaget for en selvstændig centralstyrelse inden rigets grænser.[2] Bestemmelsen om, at der i hvert rige skulde være en indfødt hofmester og kansler, traadte derved supplerende til. Der var ogsaa paa andre maader sørget for at sikre retspleiens regelmæssige gang. Hertil synes der saaledes nærmest at være sigtet ved bestemmelsen om, at rigsraadet skulde samles hvet andet aar. Haandfæstningens bestemmelse om, at kongen ved enkelte anledninger kunde nøies med at indhente de nærmeste raadsherrers samtykke, kunde synes at være fordelagtig for en hurtig forretnings-orden under raadets kontrol. I virkeligheden indeholdt den dog store farer ved at bidrage til end mere at fastslaa raadets splittelse og
