kirkens friheder i mere almindelige udtryk; bestemmelserne om, at kronens len eller slotte ikke maatte overlades til udlændinge uden med rigsraadets samtykke og heller ikke optage saadanne i raadet, forekomme allerede deri, dog med det let forklarlige forbehold, at denne regel ikke skulde gjælde de udlændinge, som »nu inden ere eller med giftermaal kunde herefter indkomme i riget«. Efter dette var altsaa hr. Hartvig Krummedike sikret i sin tidligere plads i raadet. Kongen skulde ikke uden raadets samtykke kunne begynde nogen krig og heller ikke afgjøre nogen »mærkelige« ærinder, der vedkom Norges krone, »uden med meste delen af rigsens raads fuldbyrd og tilladelse«. Kun i yderste nødstilfælde skulde han pantsætte eller afhænde rigets slotte, len eller renter, og da kun med rigsraadets samtykke. Naar han kom i riget, skulde han styre sin gaard med embedsmænd, der vare indfødte Nordmænd, efter rigsraadets raad. Ulovlige skatter maatte ikke lægges paa rigets indbyggere »uden med rigsens raads fuldbyrd og vilje«, som til den tid vare nærværende hos kongen, og som loven tilstedte ham. Efter kongens død skulde riget, hvis han ikke efterlod børn, have sit frie kaar, thi det er nu og blive skal et frit kaarerige, eftersom loven udvisere. Men denne bestemmelse blev i grunden gjort betydningsløs allerede i 1450, da det ved overenskomsten i Bergen sloges fast, at kongevalget skulde foregaa under ét for Danmark og Norge. Ved denne blev ogsaa bestemt, at det ene rige ikke skulde kunne begynde krig »uden med det andet rigsens raads fuldbyrd og samtykke og vilje«. De af kong Kristofer udstedte breve paa slot, len, rente, privilegier eller friheder skulde efter haandfæstningen holdes i fuld magt, eftersom de lød. Saafremt der var udgivet nogle breve, som ljude paa pant at løse for nogen summa pendinge efter nogen mands livstid«, skulde de blive døde og magtesløse. Kongen skulde holde en særskilt dretsel for Norge, saafremt det var beleiligt efter rigets raads raad. Hvert tredie aar skulde han »forfaldeløs« selv besøge riget, og de beslutninger, som han da der vilde tage om slot, land eller len, de skulde staa ved magt, indtil han næste gang kom til riget, medmindre nogen af dem, som indehavde slot, len eller rente, afgik ved døden i mellemtiden eller forbrød sig mod kongen. Tilsidst forpligtede kongen sig til, at han ikke skulde kalde det norske rigsraad til Danmark »til møde eller dage«, undtagen naar der paakom »saadant anfald«, hvorpaa der for begge riger laa stor magt, og naar det saaledes blev nødvendigt, at han maatte kalde sit
