dermænd, som til enhver given tid opholdt sig hos kongen i hirden, maatte være den spire, hvoraf det kongelige raad kunde vokse frem. Ved deres side stode hirdstyrerne, først stallar og mærkesmand, dernæst alle skutilsvende, hvorimellem drottsete og skjænker, som kongens raadgivere. Ogsaa de aflagde, naar de rykkede op i denne rangklasse, en ed om at ville styrke kongens styrelse med sit raad og al sin magt og betragtedes tilligemed lendermændene som kongens mededsmænd i hans forhold til landsfolket.[1] At de tilstedeværende biskoper og andre geistlige af høi rang, som abbeder, erkedegne og andre, kunde blive tilkaldte som kongens raadgivere, var ikke paafaldende. Men ved siden af dem synes der ogsaa at være trængt et andet element ind i de kongelige raadgiveres kreds, der hverken havde den høie byrd eller den fremragende stilling. Naar kongerne til sine raadgivere toge lavbyrdige mænd, som Gunnar Grjonbak, eller geistlige, der som hirdprester og korsbrødre ikke hørte til sin stands første medlemmer, da har deres tanke dermed neppe været nogen anden end at skaffe sig et forretningsdygtigt element ind i den kreds, der nærmest omgav dem. At ernkelte af disse have været lagmænd, kan rigtignok ikke være noget bevis for, at alle medlemmer af denne samfundsklasse have været betragtede som kongens raadgivere.[2] Men det er dog meget rimeligt, at kongerne hyppig have benyttet lagmændenes erfaring, og at flere af disse maa have været mellem de hyppigst anvendte raadgivere.
Om dette nye, mere lavbyrdige elements forhold til kongen og hans øvrige raadgivere lader der sig paa grund af kildernes beskaffenhed ikke sige meget. Deres stilling kan have været mere eller mindre fast, og det er muligt, at de endog ikke have været regnede med til consilium regis i den forstand, hvori dette omtales i handelstraktaten af 1250, men at de snarere have været betragtede som et slags appendix til »kongens høieste raadgivere«, som tillige med de fornemste geistlige indbefattedes under denne benævnelse. I et svensk brev fra aarhundredets næstsidste tiaar finder man ved siden af raadet omtalt alii discreti, clerici et laici,[3] og lignende udtryk forekomme i de ovenfor nævnte overenskomster af 1273 og 1277. Saaledes kan det nok være muligt, at den sociale afstand mellem