punkt noksaa naturligt. Men det blev alligevel et betydeligt indgreb i Norges rettigheder og var heller ikke paakaldt af nødvendigheden, uagtet det nok kunde have sine vanskeligheder at træffe en ordning, hvorefter kongen altid kunde have hos sig en særegen norsk seglbevarer foruden den kansler, som altid maatte blive hjemme i landet. Med denne kong Eriks deling af kansler-embedet indlededes dettes overgang til den mere beskedne stilling, som det tilsidst kom til at indtage.
Den saaledes foretagne deling af kanslerens forretninger medførte imidlertid ikke en gang den fordel, at man for eftertiden stadig beholdt et retssegl i landet. Biskop Jon opholdt sig nemlig i de følgende aar baade længe og ofte i Danmark, hvorhen han tog seglet med sig. Allerede i Februar 1422 forekommer et exempel paa, at biskop Jon som kongens kansler i Helsingborg har beseglet et af kong Erik udstedt landsvist-brev.[1] Lignende breve, der ere udfærdigede og beseglede af denne kansler under hans ophold i Danmark, haves fra September 1424 og Januar 1428, medens han i December 1426 og Marts 1434 har udstedt landsvist-breve i Oslo.[2] Ogsaa senere hen var han meget udenfor rigets grænser og træffes saaledes i 1430, 1431, 1433 og 1434 i Danmark og 1435 i Stockholm.[3] Ved de to sidste anledninger var han rigtignok sammen med andre medlemmer af raadet. I det hele taget maatte dog hans hyppige fravær medføre mange ulemper for retspleien. Nogen større forandring kan i det hele ikke mærkes efter dronningens død, hverken for dennes eller for administrationens vedkommende; der var den samme uregelmæssighed, og nu som før afgjordes rask væk norske regjerings-anliggender langt udenfor rigets grænser, og uden at rigsraadet hørtes. Dette gjælder f. ex. forleningerne med Hjaltland og Orknøerne i aarene 1418–1423 og det i 1431
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 678.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 698, 744; III, no. 686, 692. Det sidste af disse breve er indseglet »oss sealfuum hiawærande«.
- ↑ Dipl. Norv.; II, no. 721; III, no. 720; IV, no. 855; m no. 387. Hanserecesse, 2. abtheil., I, s. 50, 270, 400 flg. og 403. Huitfeldt, anf. st., s. 475. Den af sidstnævnte forf. s. 280 omtalte kongens kansler, Jens Jakobssøn, maa være en anden; navnet er neppe heller rigtigt. Smlgn. Dansk hist. tidsskrift, I, s. 281 flg.
samme maade kan have stræbt at gjøre til en for alle riger fælles embedsmand. Er dette tilfældet, bliver det saa meget mere forklarligt, at man i 1486 i udkastet til en unionsakt optog en bestemmelse om, at kongen skulde have en øverste kansler i hvert riger. Om kong Eriks segl se Illustreret Nyhedsblad for 1859, no. 17.
