Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/261

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
245

regelmæssighed. Dette viser sig bl. a., hvor der gjennem en længere aarrække forekommer flere skrivelser om den samme sag. De mange stadfæstelser, som haves af privilegierne for Oslo Mariakirke, siges snart at være foretagne med raadets samtykke, snart nævnes dette ikke. En enkelt gang har kong Haakon stadfæstet disse privilegier med sin faders raad og samtykke.[1] Ogsaa i behandlingen af de udenlandske anliggender tog fremdeles rigsraadet del, navnlig fra 1369 af; det havde paa dette felt endog en meget betydelig indflydelse. Men det siger sig dog af sig selv, at denne ikke altid kan paavises af de nu bevarede breve, da kongen i mange tilfælde maatte handle uden at kunne faa tilkaldt flere af raadets medlemmer. Et stort tal af disse breve er udstedt af begge konger, og kun i de færreste af dem findes rigsraadet nævnt, uagtet det ved de vigtigere anledninger synes at have været betragtet som en nødvendighed at indhente dettes samtykke. Den lidet bestemte maade, hvorpaa foreningen med Sverige var ordnet, medførte for øvrigt i den første del af kongens regjering, at udenrigske anliggender kunde blive behandlede paa en mindre regelmæssig maade, alene med tilkaldelse af det svenske raad.[2]

Konge og raad optræde i det hele taget under kong Haakons styrelse som repræsentanter og udøvere af den nu stærkt forøgede centrale myndighed, medens samtidig folkets indflydelse paa de offentlige anliggender er svunden ind til en ren formalitet. Forsaavidt der en enkelt gang er tale om at lade en beslutning, der er fattet af konge og raad, lovtage paa de store thing, da er dette maaske nærmest kun en form for dens offentliggjørelse. Kong Haakon VI.s centralisation var i mange henseender en ligefrem fortsættelse af hans oldefaders og navnes, men ogsaa forskjellig, forsaavidt det raad, som stod ham ved siden, for en væsentlig del støttede sin magt paa et andet grundlag end det gamle kongelige raad. Kongedømme og raad delte magten med hinanden. Deres styrelse synes, naar man tager hensyn til de lidet heldige tidsforhold, hvorunder kong Haakons regjering faldt, at maatte fortjene megen anerkjendelse for den omhu, hvormed den tog sig af rigets lovgivning og administration.

  1. Dipl. Norv., V, no. 250.
  2. Dipl. Norv., VI, no. 250, 275; Hanserecesse, I, s. 187 flg. og 194. Paa det sidste sted et af kong Haakon udstedt latinsk brev (Lødøse, 22de September 1361) uden bemærkning om beseglingsmaaden. Smlgn. endvidere Hanserecesse, I, s. 201 flg.