Raadet var nu i virkeligheden en repræsentation for de
to høiere stænder, for aristokratiet og for hierarkiet. Som saadant
var det kun i ringe grad skikket til at tage del i den
daglige regjering, og i denne henseende havde kong Magnus
gjort seig modstand. De indrømmelser, som raadet der til forskjellige
tider havde tiltvunget sig, havde i virkeligheden ikke
havt stor betydning, indtil det endelig i 1343 fik drevet thronskiftet
igjennem.[1] Men hvad kongen ikke havde kunnet hindre,
var afholdelsen af de store sammenkomster af raadets medlemmer
og den dermed følgende udvikling af dette til en høiere
standsrepræsentation. Denne havde sit grundlag i den ordning,
som raadet havde faaet ved Haakon V.s monarkiske system,
men havde derfra udviklet sig ad helt andre veie. I overensstemmelse
med denne ældre ordning maa raadet ved midten af
det fjortende aarhundrede have havt sin begrænsede afslutning
og bestaaet af dertil udnævnte medlemmer.[2] I dets møder har
det rimeligvis været fast regel, at alle beslutninger skulde afgjøres
ved stemmeflerhed,[3] dog saaledes at kun de personlig
nærværende havde ret til at afgive stemme. I denne henseende
var der ikke indført nogen forandring fra den tidligere
brug, hvorefter en omtale af raadets deltagelse i regjeringsanliggender
kun gjælder de tilstedeværende medlemmer.
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 150 flg.: »De fleste af Magnus’s befalinger ere aabenbart udfærdigede uden raadets medvirkning. – – Rigsraadet tvang ogsaa kongen ved enkelte leiligheder til at give efter for dets villie eller indtil videre udtrykkelig at overdrage det andel i styrelsen. Men medens den kraftige Haakon V, som i virkeligheden var enehersker, stadigen hørte sit raad og tilsyneladende indrømmede det et slags delagtighed i afgjørelsesretten, har hans svage dattersøn altid søgt saa langt som muligt at redde magtens skin. Han lod sig aldrig fuldkomment forsone med en ordning af styrelsen, der gav rigsraadet nogen anpart i denne, og han maatte derfor tilsidst dele den med sin umyndige søn, i hvis navn da atter raadet fra 1345 eller i alt fald fra 1350 herskede som formynderregjering«.
- ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 108. Biskop Haakon af Bergen beretter for hr. Bjarne Erlingssøn mellem andre sprettitiðende, at der gaar rygter om, at hr. Ulf. Saksessøn er æin af raaðe rikissens j Noreghi, ok at þar med skuli hann hafwa Akershus. T. H. Aschehoug har (Norges ofentl ge ret, I. s. 148) antaget, at man heraf kan slutte, at rigsraadets medlemmer nu have modtaget en formelig udnævnelse, – vistnok med fuld føie.
- ↑ Smlgn. den s. 133 anførte bestemmelse fra retterboden af 1302, og hvad der s. 191 meddeles om en ny befalingsmand paa Akershus.
