de hidtil forenede riger, vare kun svage; i virkeligheden havde kongen ialfald fra den tid, hans søn blev myndig, frasagt sig regjeringen i Norge, hvor nu raadet atter syntes at skulle være sikkert paa at have rigsstyrelsen i sine hænder. Meningen kan fra deres side, som fik denne sag ordnet efter sit hoved, neppe have været nogen anden, end at raadet skulde være den virkelige formynder-styrelse, uagtet der forbeholdtes kong Magnus en formel bevarelse af hans tidligere magt, saalænge sønnen endnu ikke var bleven myndig. At en konge paa denne maade opgav sin throne til fordel for en yngre søn, var noget aldeles nyt. Den hele forhandling var i sig selv noget ganske usædvanligt, og den ledsagedes ogsaa af former, der tidligere aldrig havde været benyttede i Norge. Man har i disse troet at finde de første spor af en stands-repræsentation. Det maa ogsaa indrømmes, at der virkelig er grunde, som kunne tale for en saadan opfatning af den statsakt, der skulde bekræfte thronens overgang til kong Haakon. Hvad der i ethvert fald kun løst kan være antydet i 1323,[1] fremtraadte nu noget mere bestemt.
Da det norske aristokrati tvang kong Magnus til at overgive riget til sin søn, var det vistnok rigsraadets medlemmer, som øvede den egentlig bestemmende indflydelse; men da de derom fattede beslutninger vare af en særdeles vigtighed, ansaaes det dog for nødvendigt at lade dem bekræfte af almuen. Man valgte derved at indkalde dennes repræsentanter til en forsamling, der ganske vist frembyder adskillige ligheder med de gamle rigsmøder, men tillige ogsaa er væsentlig forskjellig fra disse. Forhandlingerne vise for det første den særegenhed, at de verdslige og geistlige stormænd optræde særskilt hver for sig, og at der bagefter ikke alene har været indkaldt repræsentanter for almuen i den forstand, hvori man hidtil havde taget dette ord, men ogsaa for kjøbstæderne. Dette kan neppe opfattes paa anden maade end som bevis for, at der er begyndt at danne sig en bevidsthed om, at disse ligesaavel som landet vare berettigede til en særskilt repræsentation paa rigsmøderne, og man kan deri se de første spirer til en virkelig standsforskjel. De verdslige raadsherrer, som vilde drive thronfrasigelsen igjennem, mødte 15de August paa Vardberg. De vare hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Jon Hafthors-
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 161.
