Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/210

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
194

bringe en ordning, hvorved det kunde lykkes kongen at dæmpe den i landet herskende misfornøielse. Men heraf blev der intet. Kongen synes at have lovet, at han vilde indfinde sig ved et stort møde, der skulde afholdes i Nidaros det følgende aar, som dog ikke kom istand, da han forinden maatte ile til Sverige.[1]

Under kongens ophold i Norge var der fremdeles gjæring, som snart kom til udbrud. Denne gang findes hr. Ivar Agmundssøn selv i spidsen for det urolige parti ved siden af Hafthorssønnerne, medens hr. Erling Vidkunnssøn, der om vaaren 1338 var hos kongen i Tunsberg, nu synes at have staaet udenfor og ialfald ikke personlig var med i reisningen. Denne selv havde et noget blandet præg; de misfornøiede havde derved baade almindelige og private formaal for øie, og da der i Februar 1339 i Skara sluttedes en foreløbig overenskomst,[2] havde denne nærmest karakter af et rent privat opgjør mellem kongen og de misfornøiede. En af disse bestemmelser var dog ganske mærkelig, forsaavidt den synes at have tilsigtet at give rigsraadet ret til med kongen at afgjøre, hvem der skulde føre befalingen paa rigets borge. Sigurd Hafthorssøn havde nemlig sat sig i besiddelse af Akershus og lovede nu at overgive dette slot til en mand, som kongen og hans raadgivere eller, som det udtrykkelig siges, flertallet af disse dertil fandt passende. Denne overenskomst skulde dog ikke betragtes som nogen endelig, da der senere paa aaret skulde holdes et møde, hvortil ikke alene samtlige kongens raadgivere, men ogsaa andre fremragende mænd, geistlige og verdslige, skulde indkaldes.[3] Men dette møde, som maatte være blevet et rigsmøde i videste forstand, blev ikke afholdt, hvorimod en del af raadets verdslige medlemmer, maaske ogsaa andre, kom sammen i Tunsberg og der traf sine aftaler.

Kongen synes imidlertid at have havt et indtryk af, at noget maatte gjøres. Saaledes erfares det, at han i slutningen af 1339 havde overdraget til erkebiskopen smed andre af rigsens raad og andre forstandige mænd« at ordne forskjellige anliggender, hvormed ogsaa i følgende tid biskop Haakon af Ber-

  1. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 211–219.
  2. Dipl. Norv., VII, no. 163.
  3. Omnes et singuli consiliarii nostri ac alii magis præcipui, tam clerici quam laici. Dipl. Norv. VII, no. 163, s. 176. Det berammede møde omtales i de islandske annaler (s. 250) som en »thingstevne.«