derledes var det, naar hun opholdt sig udenfor landets grænser. Da det ved overenskomsten i 1319 var fastsat, at kongen ikke skulde ledsages over grænsen af det andet riges mænd, medens den norske formynder-ordning netop var bygget paa forudsætningen om, at de fire formyndere skulde være personlig tilstede i kongens gaard, blev der paa denne maade en mangel paa overensstemmelse i de gjældende regler, der maatte lede til et brud paa disse. Hertuginden synes at have løst vanskeligheden paa en egen maade. Da hun i Sverige ikke kunde have den norske kansler hos sig, lod hun ham blive hjemme og tog selv seglet med sig til Sverige, hvor hun benyttede det ikke alene til at besegle norske, men ogsaa svenske breve, – et meget grovt brud paa lov og sædvane. Hr. Ivar Olafssøn traadte nu tilbage som kansler. Hvor han nævnes, er det kun som provst ved Mariakirken;[1] mellem raadsherrerne forekommer han ikke i denne tid. Da han ikke længere havde kongens segl, er det heller ikke umuligt, at det tillige er blevet anseet som overflødigt, at han altid var »indengaards« hos kongen under dennes ophold i Norge.
Ingen af de retterbøder eller øvrige kongebreve, som ere udstedte i den tid, hvori hertuginden stod i spidsen for styrelsen, nævner nogen kansler som den, der har udført beseglingen. Det heder kun: insiglat oss sjálfum hjáverandum, en enkelt gang med tilføielse af, at dette skede i hertugindens og det daglige raads nærværelse, eller: séttu vér várt secretum firir þetta bref. I de latinske skrivelser anvendes enten formelen: sigillum nostrum præsentibus est appensum, eller ogsaa er der ingen bemærkning om deres forsegling. Haakon notarius og Ivar klerk, en enkelt gang Thorgeir Tovessøn, nævnes som de, der have skrevet brevene. Foruden de i det foregaaende anførte tilfælde paaberaaber kongen sig ogsaa raadet, hvor han stadfæster ældre privilegier eller gaver. Det heder da, at disse ere viste kongen og raadet, hvorpaa han har bekræftet dem.[2] Denne bemærkning findes dog ikke altid. Det heder ogsaa, at privilegierne kun ere fremviste for kongen. For øvrigt er der kun bevaret faa kongebreve fra denne tid.
Som regel er man gaaet ud fra, at styrelsen skulde føres
