nogen myndig konge, blev det statens første institution, der besørgede styrelsen ved sine medlemmer. Under de daværende forhold kom det derhos til at staa ved siden af det svenske rigsraad og i den nærmeste berørelse med dette. Gjennem begges ensartede stilling, hver i sit land, opstod der for de to landes rigsraad et fællesskab i interesser, ligesom for deres aristokrati. Rigsraadet synes ogsaa nu end mere end før at have været en repræsentation for aristokratiet. Dog finder man ogsaa paa denne tid enkelte medlemmer udenfor dette og de høieste geistlige. Det maa saaledes antages, at mænd, som Botolf Haakonssøn, der havde hørt med til raadet i kong Haakons tid, fremdeles, forsaavidt de vare i live, havde beholdt sin plads i dette.[1] I 1321 nævnes den hamarske kannik Arnfinn Erikssøn paa en saadan maade, at han, skjønt det ikke udtrykkelig siges, dog maa antages at have været tilstede i sin egenskab af hertugindens consiliarius.[2] Forskjellen mellem før og nu laa egentlig deri, at de raadsherrer, som tilhørte aristokratiet, især det høiere, nu bleve det mest betydende, medens samtidig de, som udelukkende støttede sig til den tillid, som de kunde nyde hos den regjerende konge, maatte træde mere tilbage. I kong Haakons dage havde maaske disse, om de end i det ydre vare mindre fremtrædende, været af de mest betroede og de mest anvendte, idet kongen rimeligvis ofte har fundet det mere stemmende med sine interesser at benytte dem. Med kongens død maatte dette ophøre.
Saaledes syntes udviklingen at være bleven en ganske anden end den, som kong Haakon havde arbeidet for i sin regjeringstid. Kun elleve aar efter udstedelsen af den store retterbod, hvorved denne konge tilsigtede at indordne raadet og den hele administration under kongemagtens overherredømme og gjøre dem til dettes støtte, se vi raadet pludselig sat i en stilling, der gav det alle betingelser i hænde for at opnaa en
- ↑ Smlgn. Dipl. Norv. I, no. 125, hvor denne forekommer sammen med hr. Sæbjørn Helgessøn og hr. Hauk Erlendssøn, der begge gjennem et længere tidsrum vare raadsherrer og endog synes at have hørt til dettes mest betroede og oftest anvendte medlemmer. Hvad man kjender til hr. Hauks virksomhed for øvrigt, gjør det ogsaa rimeligt, at han netop maatte være en mand, der som medlem af kong Haakons raad i en ganske særlig grad maatte være paa sin plads. Derimod vides der i denne henseende intet om hr. Sæbjørn Helgessøn. Botolf Haakonssøn blev ogsaa paa anden maade anvendt i kong Haakons administration, som fehirde i Bergen.
- ↑ Dipl. Norv. III, no. 125. Smlgn. ovenfor, s. 139.
