Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/140

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
124

udtalelse af, at han ikke vilde have anseet sig berettiget til at træffe vedkommende foranstaltning, saafremt raadet ikke havde givet sit samtykke. En saadan selvstændig fremtrædende plads vilde han aldrig have tilstaaet sine raadgivere. Medens det i det foregaaende er antaget, at naar raadets samtykke er forudsat i formynder-styrelsens tid, kan dette have havt reel betydning, som en tilkjendegivelse af, at det virkelig havde en ret til at samtykke eller negte, maa derfor betydningen af denne formel i Kong Haakons tid have været en ganske anden. Man ser af dens forekomst, at han har lagt en vis vægt paa raadets deltagelse i regjeringsarbeidet, og at dette tiltrods for alle de uregelmæssigheder, som derved fandt sted, dog maa være betragtet som en fast institution, der var knyttet nær til kongedømmet. Nogen af dette uafhængig, helt selvstændig myndighed har det imidlertid ikke havt, og allermindst lader dette sig udlede af den maade, hvorpaa kong Haakon paaberaaber sig dets samtykke. Om ogsaa dette udtryk, da det først blev anvendt, kan være kommet ind paa grund af den da herskende opfatning af raadets selvstændighed, er det senere mere blevet anvendt som en formel, hvis betydning ikke maa tages lige efter ordene.[1]

Hvor kongen optraadte som dommer, skulde efter hele den gamle opfatning hans raadgivere uvilkaarlig faa megen betydning. Allerede Magnus Lagabøters lovgivning havde her forudsat disses medvirkning i lighed med et lagrette[2] og stod forsaavidt paa et mere fremrykket standpunkt end de svenske love. I Sverige havde imidlertid kongens og hans raads dømmende myndighed i virkeligheden allerede længe før Magnus Lagabøters tid naaet en vis fasthed.[3] Det første svenske aktstykke, der forudsætter tilværelsen af et raad, omtaler nemlig netop dette ved kongens side som udøvende dommermyndighed. I Skeninge stadga af 1285 forudsættes ligeledes kongen og raadet som døm-

  1. I en af kong Haakons retterbøder siges det endog, at den var samþykt af almuganum. Norges gamle love, III, s. 85. Meningen kan neppe være nogen anden, end at den ved at oplæses paa thinge og der vedtages er bekjendtgjort som gjældende lov.
  2. Smlgn. ovenfor s. 8 flg.
  3. Smlgn. F. Ödberg, Om svenske konungens domsrätt I. i C. Silfverstolpes Historisk bibliotek, 1877, s. 1 flg. Denne fortjenstfulde afhandling gaar dog ikke saa meget ind paa detaljer, som det kunde ønskes ved behandlingen af et emne af denne art.