løs, – om just ikke saa meget for samtiden, saa dog i alle tilfælde for fremtiden.
I hvad her er anført, ligger vistnok de betydeligste af de umiddelbare virkninger, som retterboden af 1308 havde for aristokratiet, og hvorved den maa siges at have været til dets skade. Endskjønt disse maa have været følelige, kunne de dog aldrig i sig selv have været ødelæggende, og hvis man til samme tid kan spore en tilbagegang hos det norske aristokrati, da maa denne tilskrives helt andre grunde.
Ved retterboden af 17de Juni 1308 fuldendtes ikke alene raadets organisation. Den var tillige afslutningen paa en lang historisk udvikling, paa en række af foranstaltninger, der sigtede mod det samme maal, at bygge det norske samfund paa en ny, monarkisk grundvold. Aristokratiet havde allerede længe før kong Haakons tid vist sig villigt til at bøie sig ind i disse nye forhold og udjævne den før bestaaende modsætning mellem det og kongedømmet.[1] Gjennem en udvikling, der fulgte sin naturlige gang uden noget voldsomt brud med fortiden, var der gradvis bleven dannet et nyt grundlag for aristokratiet, som foreløbig fandt sin afslutning ved de nye rettigheder, som Magnus Lagabøter tilstod det i hirden repræsenterede aristokrati.[2] I sig selv var dette ingen farlig sag for dets udsigter til atter at opnaa politisk magt. Værre var den splittelse, der var begyndt inden dets egne rækker ved udsondringen af en rig, men faatallig høiadel og den dermed følgende ringe adgang til at bringe fornyende elementer ind imellem denne,[3] da dette kunde gjøre det vanskeligt for det hele aristokrati at udfolde nogen større styrke, naar saadant blev nødvendigt.
Imidlertid viste det sig dog, da der første gang tilbød sig en leilighed, at aristokratiet forstod at benytte de givne forhold til sit eget bedste. Ved Magnus Lagabøters død traadte rigets baroner frem for at optage kongedømmets program for sin egen regning. Her maatte de tage sit udgangspunkt ved ethvert forsøg paa at opnaa selvstændig politisk magt for sin stand. At de ikke valgte en anden politik, kan ikke begrunde nogen indvending mod dem.[4] Paa den givne grundvold opnaaede de ogsaa virkelig for en tid at erhverve den overveiende indfly-
