ling ytrer Sars videre: »Ophævelsen af lendermands-værdigheden synes ikke at have fremkaldt nogen art af bevægelse eller en gang at have vakt nogen opsigt; retterboden, hvorved den anordnedes, blev udfærdiget af kongen ganske paa egen haand, uden at han synes at have indhentet sine raaders mening, og uden at nogen af dem nævnes som tilstedeværende eller medbeseglende; det hele gik saa stille og lydløst af, som om det kuns gjaldt en forandring i det ved hoffet gjældende ceremoniel eller rang- og titelvæsen. Og i virkelighedem var det heller ikke stort andet, der skede.« Sars antager derefter, at kongen, efter den stilling, hvori lendermands-værdigheden nu var bragt, i virkeligheden kunde sætte sig ud over hensynet til dens indehavere og gjerne kunde undlade at udnævne nye mænd til denne værdighed: »det var altsaa fuldkommen overflødigt at forordne dens ophævelse, og havde en saadan forordning ikke været overflødig, vilde den have været magtesløs.« Videre ytrer han sig derom i følgende ord: »Hvor stor lendermændenes sociale anseelse end fremdeles kunde være, saa vare de dog nu i politisk henseende intet andet end kongens repræsentanter; det var alene forholdet til ham, der gav dem plads og betydning inden det offentlige liv. Hvad Haakon den femte ophævede, var kun et navn; tingen, hvortil dette navn havde svaret, var allerede forud ophævet; et aristokrati i ordets gamle mening, et saadant, der hvilede paa en af kongedømmet uafhængig basis, havde ophørt at existere, da Sverres æt blev anerkjendt som den legitime, og hans principer bleve raadende hos alle, endog hos ætlingerne af hans mest uforsonlige modstandere.«
Hvad Sars saaledes har udtalt, staar i nøiagtig overensstemmelse med den opfatning af det yngre norske aristokrati, der gaar igjennem hans hovedverk. Han har derved ikke seet retterboden af 1308 fra det synspunkt, hvorfra det maatte ligge nærmest at betragte den, efterat Aschehoug havde fremsat sine anskuelser om denne sag. Sars har imidlertid, som sagt, den fortjeneste at have dæmpet den store beundring, som Keyser og Munch nærede for Haakon V, og som lod dem se, ogsaa denne foranstaltning i et overdrevet lys. En enkelt retterbod kan ikke blive dødsstødet for et helt ætte-aristokrati, og hvis man alene ser denne retterbod i et saadant lys, maa man give Sars ret i, at den enten maatte være overflødig eller magtesløs. Men den var hverken overflødig eller magtesløs, skjønt det nok tildels kan være, som Sars vil have det til, at kong Haakons udtalelser i denne retterbod lide under overdrivelser.
