Lagabøter døde. Et tidsrum som det fra 1280–1299 kunde ikke andet end øve sin indflydelse i denne henseende, og navnlig tør man antage, at dette maatte vise sig mest for det snevrere raads vedkommende. Hvad der i de første aar af kong Haakons styrelse foretoges med hensyn til raadet, har vel ogsaa for en væsentlig del sigtet mod det samme maal, og den hele institution har rimeligvis i denne tid, endskjønt den ikke længere udøvede sin gamle indflydelse, dog fremdeles vundet i fasthed. Dog stod der her endnu meget tilbage, navnlig saalænge grænserne mellem det større og det mindre raad bevarede sin tidligere ubestemthed. Saafremt kong Haakon vilde give raadet en fuldstændig udvikling som monarkisk institution, var der her et punkt, hvorpaa han især maatte rette sin opmærksomhed. Baronernes ret til at være kongens selvskrevne raadgivere var her den største hindring. I denne henseende vare forholdene de samme, som de havde været i hele den tid, hvori der kan være tale om et kongeligt raads tilværelse. Hvis denne ret blev hævet, var der derimod ikke meget, som stod i veien for, at det mindre raad blev en fast afsluttet institution.
