Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
84

ind i kredsen af kongens selvskrevne raadgivere lod sig ikke i regelen gjøre, og kongen var forsaavidt ogsaa fremdeles bunden i sit valg af nye raadgivere gjennem nedarvede hensyn paa samme maade, som han var henvist til at beholde de ældre. Paa den anden side havde han dog tillige adgang til at uddele baronværdigheden til andre end dem, hvis fædre havde havt den, endskjønt dette ikke kunde være i overensstemmelse med de nedarvede forestillinger om høiere værdigheders arvelighed.[1] Dette punkt vil ogsaa blive berørt i det følgende (s. 91).

Selv om det nu paa denne maade maa antages, at regjeringspersonalet ved kong Haakons thronbestigelse ikke har undergaaet saa gjennemgribende forandringer, som det har været antaget, er det dog ikke dermed givet, at den nye konge alligevel ikke fra først af har staaet i et ganske andet forhold til raadet end sin forgjænger. Ialfald i ét punkt havde han aldeles frie hænder, – med hensyn til, hvilke af dets medlemmer han vilde: skjænke sin tillid, og at han der først og fremst har vendt sig til sine gamle prøvede raadgivere, er saa naturligt, at det ikke vel kan tænkes at have været anderledes. Dermed maatte følge en forrykkelse af den indflydelse, raadets forskjellige medlemmer før havde havt, idet det nu blev andre, der især havde den regjerende konges øre. De første medlemmer af raadet vare ikke længere de mest betydende, og at dette ogsaa har været følt af de tidligere magthavere, kan heller ikke betvivles. For de selvraadige stormænd maatte det ikke blive behageligt at bøie sig for de grundsætninger, som den nye konge vilde gjennemføre, og naar der umiddelbart efter hans regjeringstiltrædelse høres om mægtige mænds fald, kan man ikke vel lade være at sætte dette i forbindelse med en opposition mod kong Haakon, der er kommen til udbrud uden at bringe andet resultat end undergang for sine ledere. Allerede i kong Eriks styrelsestid spores der bevægelser i landet, hvis nærmere sammenhæng man nu kun tildels kan ane, og som ialfald vise, at der har hersket uro i landet.

Af en alvorligere natur maa imidlertid den modstand have været, som kong Haakon mødte, da han besteg thronen. Naar det berettes, at hr. Audun Hugleikssøn, den samme mand, som under den forrige styrelse ansaaes for at være raadets mest indflydelsesrige mand, samtidig blev kastet i fængsel,[2] uden at

  1. Smlgn. hvad herom er bemærket i det foregaaende, s. 34.
  2. Annales Islandici, s. 174.