ligt, at de tydske Gejstlige, der søgte at udbrede Christendommen, fandt langt flere Berøringspunkter, og kunde meget lettere skaffe sig Indgang hos Mængden, end hos Landets Herrer. I Tilfælde af en Religionskrig med Tydskland kan derfor ogsaa Mængden forholdsviis kun have været lidet at stole paa, thi for den maatte Saxerne snarere synes at være Landsmænd, end deres nordiske Herrer, og en Sejr af Saxerne kunde neppe betragtes anderledes end som en Befrielse fra det nordiske Aag. At Harald under disse Omstændigheder, især hvis han laa i Uenighed med sin Broder Knut, kan have og virkelig har søgt at skaffe sig et Parti hos Mængden ved at vise en Hengivenhed før Christendommen, som han ikke af Hjertet følte, medens han tillige sikrede sig den mægtige tydske Konges Venskab, er ikke usandsynligt, og stemmer meget vel med hvad vi forresten erfare øm hans Charakteer. Naar vi sammenholde, hvad der fortælles om Oprettelsen af et tydsk Markgrevskab i Slesvig og om Danmarks Skatskyldighed, med hvad vi af vore egne Kilder erfare, nemlig at Harald selv undertiden plejede at opholde sig der[1], kunde man lettelig formode, at han ikke sjælden har søgt at støtte sig til Tydskerne. lige overfor de Mægtige i Landet medens han dog paa den anden Side ogsaa stundom selv søgte at afryste Aaget. Imidlertid ere alle disse Forhold meget dunkle, og de ville vel vanskeligt kunne tilfulde opklares. At den tydske Konge Otto I skal have gjort et Indfald i Landet, fordi Danerne (der siges ikke om det var efter Haralds egen Anstiftelse, eller Høvdingerne i Landet paa egen Haand) havde dræbt den tydske Markgreve i Slesvig og nedsablet den tydske Besætning, fortæller Mag. Adam af Bremen, idet han tilføjer, at Kong Otto trængte over Grændserne ved Slesvig og herjede Landet lige frem til det Hav, som adskiller Nordmændene fra Danerne, hvilket efter ham fik Navnet Ottensund; at Harald vel ved hans Tilbagekomst mødte ham ved Slesvig og angreb ham, men blev slagen og maatte flygte til sine Skibe, hvor han sluttede Fred, underkastede sig, tog Riget til Len af Otto, og lod sig døbe med sin Hustru Gunnhild og sin spæde Søn Sven, til hvem Kejseren stod Fadder, saa at han efter ham fik Navnet Sven Otto[2]. Uagtet det er temmelig tydeligt, at den gamle bremiske Forfatter her indblander flere Enkeltheder fra det Tog, som Kejser Otto II i Aaret 975 gjorde til Danmark, saa tør man dog ikke mod hans bestemte Fortælling benegte, at der enten af Otto I selv eller ved hans Foranstaltning har været fort Krig i Sønderjylland, især da det maa
