Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/882

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
856
Magnus den gode.

De mødtes paa Torfnes strax søndenfor Ekkjal-Elven[1], og her stod et vældigt Slag, hvori Thorfinn, uagtet Skotternes Overmagt, aldeles sejrede. Siden forfulgte han de Flygtende og foer med stormende Haand over det hele Land lige til Fife, idet han overalt tvang Indbyggerne til Underkastelse. Skotterne søgte engang, da han havde sendt nogle af Tropperne fra sig, at svige ham, men forgjæves; og de maatte blodigt undgjelde Forsøget, idet han lod sine Mænd brænde alle Huse og nedsable alle de Mænd, som de stødte paa. Nogle troede, at den saakaldte Karl var falden i Slaget, og saa meget er vist, at man siden ej hørte mere til ham. De skotske Annalister lade Mælkolm blive dræbt af nogle sammensvorne Medlemmer af Constantins og Grims Slægt ved Glammis 1034; men da de fremstille alle Foretagender af det piktiske eller nordskotske, af Nordmændene og Orknø-Jarlerne understøttede, Parti mod den kenedske Kongestamme som Forræderne, ere de her ej at stole paa, og vore egne, saa godt som paa Øjenvidners Udsagn, grundede Saga-Beretninger fortjene langt mere Tiltro. Mælkolm, for saa vidt han er den samme som „Karl“, er sandsynligviis paa Flugten fra Torfnes-Slaget bleven dræbt ved Glammis af et Strejfparti Nordmænd eller fiendtlige Nordskotter[2]. Hans Dattersøn Duncan, allerede forlenet med Cumberland, en Vasall af Kong Knut og gift med en Frændkone af den danske Høvding Sigurd Bjørnssøn, af Sprakalegg-Ætten, fik nu Kongenavn af sit Parti, men erhvervede neppe nogensinde synderlig Magt i den nordlige Deel af Landet[3], saa meget mere som Thorfinns Magt nu

  1. Ekkjal (se ovf. 1. B. S, 506) er den nu saakaldte Oikel, Okel, der udspringer i det indre af Sutherland, og falder ud mellem Dornoch og Tarbet. Arnor (Orkn. Saga, S. 38) siger udtrykkeligt at Slaget stod paa Torfnes søndenfor (hiinsides) Ekkjal, hvoraf man saaledes kan slutte, at Torfnes er det samme som Tarbet Ness. Muligt at Ligheden mellem „Tarb“ og „Torf“ har bragt vore Forfædre til at give Stedet det norsktklingende Navn, og heraf er maaskee igjen det Sagn opkommet, at det var her, hvor Torv-Einar først lod skære Torv (Flatøbogen, Skaalh. Udg. af Olaf Tryggv. Saga, Cap. 178), uagtet der er Torv nok paa Orknøerne selv og derimod ingen paa Kadet, der har sit Navn deraf, at Baade kunne drages derover: i Gaelisk betegnes nemlig alle slige Eid ved „Tarbet“.
  2. Fordun, IV. 46.. Naar Sagaene fortæller, at Thorfinn forfulgte de flygtende, og lagde Landet under sig lige til 8de, da antydes herved netop en Retning forbi Glammis (i Forfar), hvor Mælkolm skal verre bleven dræbt. Var han nu altsaa her falden for nogle Forfølgeres Haand, kunde der nok hos de øvrige herske Tvivl om, hvor vidt han var falden i Slaget eller ej. Dette er en Bestyrkelse mere for Identiteten af Sagaernes Karl og Annalernes Mælkolm. Det vil strax i det følgende sees, hvorledes Kampen mellem Macbeth og Duncan, der ligeledes er en Kamp mellem to Partier og Dynastier, af Fordun og de øvrige skotske Historieskrivere skildres som et lumsk Forræderi.
  3. Duncan siges hos Tighernach ved 1040 endog at verre bleven dræbt „immatura ætate“, og selv Fordun siger om ham, at der under hans Regjering intet merkeligt skede, og at han var meget mild og eftergivende. Han var en Søn af Mælkolms Datter Beathach og Høvdingen Crinan.