sider fuldstændig Legitimitet ved Siden af Ragnar-Lodbroks. Olaf den hellige var bleven anerkjendt af Sveriges, hans Søn Magnus blev nu anerkjendt af Danmarks Konge. Lodbroke-Ætlingerne havde saaledes ganske afstaaet deres gamle Fordringer paa Overherredømmet over Ynglingerne. Norge optraadte omsider som et selvstændigt, heelt, med Danmark og Sverige sideordnet Rige, og betragtedes ikke længer som en blot og bar Sammenflikning af enkelte, indbyrdes fremmede Landskaber, af hvilke en stor Deel med Rette tilkom enten Sveriges eller Danmarks Konger. Og alt dette skyldtes nærmest Olaf den helliges Fortjenester. Det var ham, der ved sine utrættelige Bestræbelser i religiøs og politisk Henseende havde grundfæstet Rigets Eenhed. Det var hans Helgenglands, som forlenede Sønnen Magnus og den hele Stamme en Legitimitet, der endog i det danske Aristokratis Øjne ej alene satte den ved Siden af Lodbroke-Ætten, men ogsaa gjorde den værdig til at indtræde i dennes Rettigheder over Danmark selv, eller rettere over det hele Danevælde, saa stort som Knut efterlod det. Thi ligesom Hardeknut, hvis Magnus døde barnløs før ham, var fuldkommen Arving til Norge med dets Skatlande, eller hele Norges-Vældet, saaledes var Magnus i det modsatte Tilfælde fuldkommen Arving til Danmark med alle de øvrige, det af Knut underlagte Lande, eller det hele Danevælde[1].
- ↑ I Fagrskinna, Cap. 128, saa vel som i Magnus den godes Saga, Cap. 14, staar der at Forliget var indrettet paa samme Vilkaar, som det mellem Knut og Edmund Jærnside (Fagrsk. har urigtigt Edvard). Vilkaaret om gjensidig Arv omtales ogsaa virkelig i Knytl. Saga, Cap. 16, hvor den handler om det sidst nævnte Forlig; de engelske Skribenter nævne dog kun om Landets Deling mellem dem, Fred, Venskab og Broderskab, uden dog udtrykkeligt at tale om
Hadeln og var bleven tagen til Fange af Erkebiskop Alebrands Krigere, men atter sat paa fri Fod af denne); men Sven blev overvunden af Magnus, og fandt ved sin Tilbagekomst til England Hardeknut død (1042)“. Dette kunde synes saa meget paalideligere, som Mag. Adam hentede sine Efterretninger herom af Svens egen .Mund. Og flere have deraf taget Anledning til at benegte Sagaernes Troværdighed og Forligets Tilværelse. Men just fordi Sven selv fortalte Mag. Adam alt dette, er det upaalideligt. For Sven var det magtpaaliggende at besmykke sit senere Forhold til Magnus. Da Sven selv gjorde Arvefordring paa den danske Trone, erkjendte han, som Saxo udtrykkeligt siger, ikke Forliget, og det er derfor heel naturligt, at han har kaldet Magnus’s Tiltrædelse en Invasion, uden engang for Mag. Adam at omtale noget Forlig. Han har da ogsaa faaet denne til at tro, at Magnus satte sig i Besiddelse af Danmark før Hardeknuts Død, og at Hardeknut selv havde udnævnt ham (Sven) til sin Hærfører: thi derved syntes hans Berettigelse til at bekrige Magnus saa meget større. Mag. Adam undersøgte neppe, og havde vel ikke engang Lejlighed til at undersøge, om Svens Udsagn ganske medførte Sandhed. Man erfarer og, at Mag. Adam af Sven lod sig indbilde, at denne efter Magnus’s Søn erhvervede Norge, og siden forlenede Harald Sigurdssøn dermed, men at Harald gjorde Opstand og løsrev sig. (III. 11, 12). Mag. Adam staar saaledes i disse Sager aldeles ikke til Troende.
