ved Averøen, mødte han Kong Sven med sin Flaade, paa Vejen sydefter. Kongens Mænd raabte over til ham at han skulde lægge til, for at følge Kongen og hjelpe at forsvare hans Land. Kalf svarede: „jeg har gjort nok, om ikke for meget af at stride mod vore egne Landsmænd for at skaffe Knytlingerne Magten“; og fortsatte derpaa sin Vej nordefter indtil han kom hjem til Egg. Heller ikke deeltog nogen af de øvrige Arnessønner i Toget. Sven sejlede sydefter, langs Kysten. Da man endnu ikke borte noget fra Tryggve, gjettede flere paa, at han havde taget Vejen lige til Viken, hvor hans foregivne Forfædre havde haft hjemme, og hvor han altsaa maatte kunne vente sig størst Tilløb og Understøttelse. I den Hensigt at opsøge ham der, sejlede Sven saaledes Rogaland forbi og lige til Agder. Men imidlertid kom Tryggve vestenfra til Kysten af Hørdaland, og da han hørte at Sven var søndenfor, sejlede han efter ham. Sven fik ogsaa paa sin Side. Nys om Tryggves Ankomst, og vendte strax om, for at drage ham i Møde. De mødtes en Søndag i Soknesund mellem Soknø og Brud strax nordenfor Tungenes, og ikke langt søndenfor det Sted, hvor Erling Skjalgssøn var falden[1]. Der tales ikke om at Erling Skjalgssøns Sønner gjorde fælles Sag med Tryggve, uagtet han her var kommen i deres umiddelbare Nærhed: et temmelig umiskjendeligt Tegn paa, at de ikke have erkjendt ham for deres Syskendebarn. Men hvad enten Tryggve var en Bedrager eller ej, var han en tapper, dygtig og vaabenfærdig Kriger, hvilket han noksom lagde for Dagen i det heftige Slag, der nu stod mellem ham og Sven. Ligesom, Olaf Tryggvessøn i Svoldrslaget, saaledes skød ogsaa han to Gaflaker ad Gangen, en med hver Haand, i det han stundom sagde: „saaledes lærte min Fader mig at holde Messe“. Ved disse Ord sigtede han til det Rygte, at han skulde være en Prestesøn; maaskee han ogsaa derved vilde give Sven en Snert. Slaget endtes dog med at Tryggve faldt med mange af sine Mænd, og at de øvrige deels flygtede, deels underkastede sig[2].
Efter dette Slag vendte Sven tilbage til Throndhjem. Men hans Ophold der blev ej af lang Varighed. Einar og Kalf havde, som man tydeligt kan see, benyttet sig paa det bedste af hans Fraværelse til at bearbejde Gemytterne og forøge Gjæringen. Hvor meget de allerede havde udrettet, viste sig paa et talrigt Thing, som holdtes i Nidaros, og hvor Bønderne foredroge deres Klagemaal for Sven og Alfiva, som begge vare til stede. Da der ingen bestemt Afgjørelse var at faa, idet Kongen og hans Moder hverken sagde Ja eller Nej til Bøndernes fremsatte Ønsker, sagde Einar saa højt at mange hørte det: „Jeg var just ikke nogen Ven af Kong
