Folket. Den blev ikke nogensinde formelig bekræftet af Paven, og nogen udtrykkelig Kanonisation fandt saaledes ikke Sted. Men stiltiende skede den derved, at hans Navn optoges i Martyrologierne og Kalendarierne, og der var ikke mange Aar forløbne efter hans Død, førend Troen paa hans Hellighed var udbredt i den hele nordlige Deel af Europa. Hvor ubetinget man allerede strax efter den højtidelige Erkjendelsesakt troede paa den i Norge, viser den Omstændighed, at endog Kong Knuts lovtalende Hofskald og Smigrer, den før omtalte Thorarin Lovtunga, i et Digt, han forfattede til Kong Svens Ære, da Uaaret herskede, ikke tog i Betænkning, at omtale Kong Olafs Hellighed og anbefale Kongen at ty til hans Forbøn, paa en Maade, der røber den inderligste Overbeviisning og aldeles ikke den ringeste Tanke om, at Kongen derved i nogen Henseende skulde føle sig saaret. Efter at have nævnt.om Svens Tog fra Danmark, siger han: „Nu har Thjodkongen (Sven) beredet sig sit Sæde i Throndhjem; der vil han, den gavmilde Baugebryder, stedse bygge og bo; der hvor Olaf forhen boede, førend han steg til Himmerige; der hvor han, som alle vide, blev kirkesat. Haralds Søn (Olaf) havde allerede med ivrig Hu bestemt sig for Himlen, førend han, den ædleste Konge, Christi Yndling, endte sit Liv. Der ligger den lovsæle Fyrste med sit Legeme aldeles heelt, faa at der endog voxer Haar og Negle paa ham, som paa en Levende; der ringe Klokkerne af sig selv over hans Kiste; hver Dag hører Folket Klokkeklangen over Kongen. Der brænde Kjerter, Christo behagelige, ovenfor, over Alteret;saaledes har Olaf selv fri for Synd, før sin Død sørget for sin Sjæl. Der hvor selve den hellige Konge er, faar hver Krøbling sin Helbred; Blinde faa deres Syn, og Stumme deres Mæle. Bed du – her henvender Digteren sig til Sven – Olaf, at han vil unde dig sit Land, thi han er Guds Mand; han skaffer alle et godt Aar og Fred fra Gud selv, naar du kan frembærer dine Bønner for Ordets Tjener[1]“. Saadan Ros over Olaf og saadan Opfordring havde Hofskalden ej vovet at fremsætte til Kong Sven, dersom ikke denne selv og alle hans Omgivelser i det mindste tilsyneladende lagde den meest ubetingede Tro paa Olafs Hellighed for Dagen. Ogsaa Sighvat Skald omtaler i et Vers, hvorledes Haaret voxede paa Olafs Lig, og nævner om at en Valdemar, – man maa antage at det har været Vladimir, Jaroslavs Søn, der af sin Fader havde faaet Novgorod at bestyre – blev helbredet ved Olafs Haar[2]. Thore Hund, som selv var en af de første blandt
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 229, Snorre, Cap. 259. Om Thorarin og dette Digt, kaldet Glælognskviða, se ovenfor S. 814, 815.
- ↑ Olaf den helliges Saga og Snorre, sammesteds. Der staar: „jeg lyver, hvis ikke Olaf har Negle, ligesom levende; jeg priser især i mit Digt at Kongens Haar voxer. Haarvæxten vedbliver endnu hos den, der efterlod sin opvoxende Søn i Garde; Valdemar fik Skadebod fra den lyse Isse (nemlig fra Olafs
