Kort i Forvejen var Dag Ringssøn endelig kommen med sin Trop, som han strax begyndte at fylke, idet han lod Merket rejse. Men formedelst Mørket kunde han ikke saa godt kjende Fiende fra Ven, og derfor varede det en Stund, inden han begyndte Angrebet. Men da anfaldt han ogsaa Bøndernes venstre Fløj, bestaaende af Ryger, Horder, Sogner og Firder, saa eftertrykkeligt, at den maatte vige, og mange aldeles toge Flugten, medens ogsaa en heel Deel faldt, blandt dem Lendermændene Erlend af Genie og Aaslak af Finnø, der stode nærmest om Merket, hvilket nu blev nedhugget. Denne heftige Kamp kaldtes siden Dags-Riden. Men imidlertid var Kongen fældet og Hovedfylkingen slagen, saa at Kalf, Haarek og Thore Hund med deres Skarer kunde komme venstre Fløj til Hjelp. Da blev Dag overvældet, saa at han maatte tage Flugten tilligemed de øvrige af Kongens Hær, der endnu vare tilbage og tildeels havde kæmpet med i Dags-Riden[1]. Største Delen af de Flygtende tog Vejen op ad Dalen, og mange af dem faldt her, da Bønderne forfulgte dem; siden adspredte de sig til to Kanter, idet nogle sandsynligviis toge Vejen opad Hoveddalen, andre over Elven og henimod Inndalen ad den Vej, paa hvilken de vare komne. Mange af dem vare deels saarede, deels magtesløse af Mødighed. Bønderne forfulgte dem dog ikke langt, thi Høvdingerne vendte snart tilbage til Valpladsen, hvor mange havde Frænder og Venner at see efter. Kalf Arnessøn ledte saaledes efter sine Brødre. Kolbjørn var falden, men Finn, Thorberg og Arne levede, dog laa de saarede og udmattede af Kampen paa Valpladsen. Der fortælles, at Finn ved at kjende Kalfs Skemme, idet han nærmede sig, sagde til sin Broder Thorberg: „see der er Kalf; var jeg nu ved fulde Kræfter, vilde jeg dræbe ham!“ Thorberg skal have svaret saa højt at Kalf hørte det: „det sømmer sig ej for dig at gjøre saa mod vor Broder!“ Men Finn skal ikke desto mindre have kastet et Sax efter ham, der rammede ham ved Knæet, saa at han
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 212, Snorre, Cap. 241 Thjodrek, Cap. 19. Dag Ringssøns Ankomst sættes hos denne og i den legendariske Saga strax efter Olafs Fald. Nøje at bestemme, om Olafs Fald indtraf strax for eller strax efter Dags Ankomst under Solformørkelsen, var uvist. Men den legendariske Saga lader ham ogsaa først byde Bønderne sig, siden Harald Sigurdssøn, til Konge, begge Dele forgjæves; dette er i en høj Grad usandsynligt.
senere omtales, maa dette aabenbart ansees som en Skrivfejl, i Stedet for „þat var ok snimma er Ólafr féll frændi Kálfs o. s. v.“, og oversættes saaledes: „det var ogsaa tidligt at Olaf faldt, en Frænde af Kalf, … han saarede Kong Olaf paa Foden“. Siden heder det i Cap. 93, at Thore Hund og Thorstein Knarrarsmed bare Ord for at være Olafs Banemænd. Det synes altsaa at være denne Bearbejdelses Mening, at Olaf Arnfinnssøn saarede Kongen paa Foden, Thorstein paa Halsen, og Thore i Underlivet, hvilke tre Saar synes at have været de, Sagnet lige fra Begyndelsen af omtalte, thi de samme Saar findes og antydede paa et gammelt Billede af Olafs Martyrdød. Men den historiske Sagas Fremstilling synes her, som ellers, paalideligst.
