kunne de, der have størst Folkeantal, skiftes til at kæmpe og hvile sig, medens den mindre Hær, som ej kan dette, tilsidst bukker rinder af Træthed og Mødighed“. Hans Tale blev modtagen med stort Bifald, og Krigerne opmuntrede hinanden indbyrdes[1].
Bønderne vare endnu temmelig langt borte, og Kongen befalede Hæren at sætte sig ned og hvile sig. De sad temmelig rumt, da Fylkingen, som vi have seet, var lang og tynd. Ved Kongens Side sad Finn Arnessøn. Olaf heldte sig op til ham, og lagde sit Hoved i hans Knæ. Der paakom ham en Søvn, og han sov en Stund. Da saa man Bondehæren komme nærmere med oprejste Merker, og i stor Mængde. Finn vakte Kongen, idet han sagde at Bondehæren rykkede imod dem. „Hvorfor kunde du ikke lade mig nyde min Drøm“, sagde Kongen. „Din Drøm“, sagde Finn, „var ikke saa vigtig, at du jo heller burde vaage og berede dig til Kamp mod den Hær, der rykker imod os: seer du da ikke, hvor nær Bondehæren nu er os?“ – „Den er os dog ikke saa nær“, sagde Kongen, „at det jo havde været bedre for mig at sove“. „Hvad kunde da det være for en Drøm, som du fandt saa stort Savn i at see afbrudt“, spurgte Finn. „Jeg drømte“, svarede Kongen, „at jeg saa Himlen aaben og at jeg steg op ad en lang Stige, der naaede lige op til den fra Jorden. Jeg var just kommen til det øverste Trin, da du vakte mig“. „Ikke finder jeg denne Drøm saa god som du“, sagde Finn, thi snarere forekommer den mig at varsle din nær forestaaende Død, hvis den ellers ikke kun er almindelig Søvn-Ørske[2]“. Men det var den visselig ej, thi det er aabenbart, saa vel af den, som af Olafs øvrige Ytringer, at han anede sin nær forestaaende Død, og at hans Sind var i den meest sværmerske Stemning. Der fortælles ogsaa at han, ved Synet af Bøndernes Hær, vilde sige: „daarlige og usle Folk“, men da han i det samme just rykkede op nogle Bær, der gryede i Lyngen ved hans Side, kom han til at forsnakke sig og sige: „daarlige og usle Bær“. Da Ragnvald Brusessøn gjorde ham opmerksom derpaa, skal han have svaret: „merk du dig, at naar du engang forsnakker dig paa lignende Maade, har du lige saa kort Tid igjen at leve i, som jeg“[3]. Det skulde nemlig paa et af Olafs Vikingetog være ham spaaet af en klog Kone, at naar han engang kom til at forsnakke sig, skulde han dø samme Dag[4].
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 197, Snorre, Cap. 223.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 200, Snorre, Cap. 226. Den legendariske Saga, Cap. 89. Homilie om St. Olaf i Cod. Arn. 619, S. 226. Drømmen anføres endog i Scholien til Mag. Adam, II. 59, No. 42. Her kaldes Finn (Phin) Anføreren for hans Hær, og det heder at Olaf sov i et Telt.
- ↑ Den legendariske Saga, Cap. 896. Flatøbogen (Fornm. S. V. 201).
- ↑ Se ovenfor S. 510, Note 5. Hvorledes Olafs Spaadom med Hensyn til Ragnvald senere gik i Opfyldelse, skal nedenfor omtales, (se Orkn. S. S. 74).
