Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/810

784

Knut den mægtige.

Paa denne foreskrevne Maade blev Hærens Inddeling ordnet, og Kongen holdt derpaa Krigsraad med Svejter-Høvdingerne. Her fremmødte de Mænd, som Kongen havde sendt rundt om i Heredet for at opbyde Folk, men de bragte den Besked, at paa de fleste Gaarde, hvor de kom, vare alle de vaabenføre Mænd borte og havde allerede begivet .sig til Bondehæren: de, som de traf hjemme, vægrede sig ved at følge med, de fleste af dem angivende den Grund at de lige saa nødigt vilde stride mod Kongen, som mod deres Frænder, og derfor helst afholdt sig fra at deeltage i Kampen. Saaledes havde de kun faaet faa Folk. Kongen raadspurgte nu sine Mænd om, hvad de troede at man nu helst skulde tage sig for, da man nu var kommen til den lavere, sterkt befolkede Deel af Dalen. Finn Arnessøn raadede til at fare med Hærskjold gjennem alle Bygder, røve alt Godset, og brænde hvert Huus, saa at der ej stod et Kot tilbage, deels for at gjengjelde Bønderne deres Frafald, deels ogsaa for at lokke dem fra Hæren; „thi“, sagde han, „jeg tvivler ikke paa at mangen en, naar han seer Røgen eller Luen stige op fra sin Gaard, og ikke veed hvorledes det gaar hans Kone, eller Børn, eller gamle Forældre og Frænder, bliver løs i Flokken; og naar enkelte først forlade den, da vil deres Fylking snart tyndes, thi det er oftest saa med Bønderne, at det nyeste Raad er det, som alle synes bedst om“. Finns Raad fandt meget Bifald, eftersom mange derved øjnede Udsigt til Bytte, og alle undte Bønderne Straf, ligesom de ogsaa fandt det heel rimeligt, at det vilde gaa som han sagde. Den heftige Thormod Kolbrunarskald kvad endog et.Vers, hvori han opmuntrede til at brænde hvert eneste Huus ned for Indthrønderne lige til de kolde Kul. Olaf svarede hertil, at Bønderne visselig havde fortjent en saadan Medfart, og at han ogsaa selv i tidligere Dage ej havde taget i Betænkning at brænde for dem og refse dem haardt paa andre Maader; men dette var dog fordi de havde forsaget den christne Tro, og paany begyndt at blote, eller med andre Ord, fordi de havde sveget den sande Gud. I Sammenligning med denne Forbrydelfe var deres Svig mod ham, deres Herre, af mindre Betydenhed, og han kunde derfor vel være bekjendt at vise Mildhed mod dem, for hvad de havde forseet sig mod ham, om han ej havde kunnet det før deres Synder mod Gud. Først vilde han nu drage Bønderne imøde. Kom det da til Forlig med dem, da var det vel, men kom det til Slag, vilde han og hans Mænd enten falde, og da var det bedst ej at have noget Ran paa sin Samvittighed, eller de vilde sejre, og da var det godt at finde store og vel forsynede Gaarde, thi Sejrherrerne skulde arve de overvundnes Ejendomme, der ved de forrige Ejeres Fald eller Flugt vare blevne ledige; hvad som derimod var brændt, nød ingen godt af, og Plyndringsgods plejede for største Delen at gaa til Spilde. Kongen bød at hans Hær skulde drage i adspredte Skarer ud efter Bygden, Dag længst mod Nord, oppe under Aa-