rede ved Ankomsten led han Skibbrud ved nogle Øer søndenfor Stad, og da han efter sine forfrosne Medrejsendes indstændige Bøn havde svømmet over et Sund, for at hente dem noget Ild fra et Baal, som de saa brænde der i et Huus, blev han af dem, der sad i Huset, antagen for at være en Trold formedelst sin Højde og vilde Udseende: de angrebe ham med alt hvad de kunde faa fat paa, og han forsvarede sig med Brande fra Baalet, saa at Gnisterne fløj, hvorved tilsidst hele Huset brandt op med alle dem, som vare inde. Det var den anseede islandske Høvding Thore Skeggessøns tvende haabefulde Sønner, tilligemed deres Følge, og de havde just agtet sig til Kongen for at blive hans haandgangne Mænd. Da Grette siden kom til Kongen, tilbød han at bevise Drabets Uforsætlighed, og allerede skulde han i Kongens, Biskoppens og mange andres Paasyn underkaste sig Jærnbyrd i Kirken, da en halvvoxen Dreng kom løbende ind, skammede ham ud som en Morder og Ugjerningsmand, og sagde at det var uforsvarligt at stede slige Folk til Renselse. Derover blev Grette vred og gav ham et Slag paa Kinden saa at han besvimede. Dette mishagede Kongen saaledes, at han ej vilde tage Grette i sin Tjeneste, da han, som han sagde, var en til Ulykke bestemt Mand. Grette maatte rejse tilbage til Island, hvor de indebrændtes Fader, Thore Skeggessøn, fik ham paa Althinget gjort til Skogarmand eller fredløs, og i henved 20 Aar fristede nu Grette et saadant omflakkende farefuldt Liv, som Gisle Surssøn og andre slige fredløse Mænd, der ej vare heldige nok til at kunne slippe fra Landet. Hvis han havde kunnet holde sig i 20 Aar, vilde hans Fredløshed derved være ophævet, men netop i det 20de Aar blev han, vanfør af et Saar, han selv var kommen til at tilføje sig, lumskeligen overfaldt paa Klippeøen Stange i Skagafjorden, og dræbt. Hans Drabsmand maatte dog forlade Landet, og begav sig til Constantinopel. Men Grettes Broder Thorstein, der levede i Norge, fulgte ham i Hælene, for at tage Hevn over ham. De lode sig begge optage i Væringernes Skare, men desuagtet fandt Thorstein Lejlighed til at dræbe ham, uden Hensyn til den Fare han derved, ifølge Væringernes strenge Love, udsatte sig for. Han blev ogsaa fængslet, men det lykkedes ham dog at komme paa fri Fod, efter hvad det fortælles, ved en fornem Kvindes Mellemkomst, der havde fattet Godhed for ham[1].
- ↑ Se Grettes Saga. Maaden, paa hvilken Thorstein reddedes, er i Sagaen saa romantisk fortalt, og ligner saa ganske, hvad der ellers fortælles i Romanen eller Visen om Tristan og Isolde, at man neppe kan tvivle om at det er taget herfra; dog hindrer dette ikke Sandfærdigheden af det væsentlige i Beretningen, nemlig at Thorstein virkelig hevnede sin Broders Drab i Constantinopel, og frelstes paa en ualmindelig Maade. Ved Sagaens Slutning heder det udtrykkeligt, at den berømte Lagmand Sturla Thordssøn kaldte Grette den eneste Islænding, som blev hevnet i Constantinopel. Vi have ogsaa ovenfor
