Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/723

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
697
Overeenskomst med Island.

nærmere Frænde paa Island; da var denne Frænde arveberettiget. Islændingerne skulde ingen Told eller Afgift betale i Norge, uden Landøre[1], og en Afgift til Vegterne i Kjøbstæderne. Landørerne bestemtes nu til 6 Felder og 6 Alen Vaadmaal i Varer, eller Mark Sølv i Penge, men Afgiften skulde allerede betragtes som forfalden naar det Skib, hvormed Islændingen var kommen, havde kastet Anker eller slaaet Landtoug. Den skulde betales af enhver frels islandsk Mand, der havde fuld Ret, og hver Gang, han efter at have været hjemme besøgte Norge eller et af Norges Skatlande; dog ikke naar han paa en Rejse til Grønland, eller for at opdage Lande, ved Storm eller Modvind fordreves til Norges Kyst, og naturligviis heller ikke, naar Afgiften allerede var erlagt i et af Skatlandene. Til Gjengjeld forbandt ogsaa Islændingerne sig til at staa Norges Konge bi i Krig, for saa vidt som de opholdt sig i hans Rige. Naar det nemlig var vist at en fiendtlig Hær vilde angribe Norge, og Almenning var ude, skulde ogsaa Islændingerne, som opholdt sig i Norge, gjøre Krigstjeneste med, dog saaledes at af tre skulde kun de to fare og den tredie sidde efter, ligesom de og kun vare forpligtede til at forsvare Norge, men ej til at følge med paa Krigstog udenfor Landet. Islændingerne skulde altid kunne ubehindret forlade Norge for at drage hjem, undtagen i hiint Tilfælde, hvor fiendtligt Angreb ventedes, og hvor de saaledes vare forpligtede til at gjøre Krigstjeneste. Den norske Kongens Retssager skulde være selvstevnte paa Island, og forfølges efter de der gjeldende Love, ligesom og hans Mænd der skulde nyde samme Ret, som Landets egne Mænd. En paa Island falden Arv skulde Arveladerens Frænde eller Fælligmand, om han var Nordmand, være berettiget til at tage, og var der ingen saadan tilstede, skulde man oppebie hans Komme.

Efter at denne Overeenskomst var sluttet, indfandt ogsaa flere anseede Islændinger sig hos Olaf og bleve hans haandgangne Mænd. Blandt dem nævnes udtrykkeligt den nys omtalte Thorkell Eyjulfssøn paa Hvam,

  1. Her findes altsaa den første nøjere Bestemmelse med Hensyn til Landørerne, saaledes som deres Betaling ordnedes, efter at den længe havde været vaklende. Hertil sigter Are Frode i Islendingabok, Cap. 1. „Harald Haarfagre“, heder det her, „forligtes med Islændingerne om at enhver, som drog fra Norge til Island og ikke allerede var skilt derfra, (d. e. havde affundet sig med Kongen), skulde betale fem Ører til Kongen. Dette var Oprindelsen til hvad der nu kaldes Landører, og siden den Tid betaltes stundom mere stundom mindre, indtil Olaf digre erklærede, at enhver Mand, som foer mellem Norge og Island, skulde betale Kongen Landøre, ½ Mark, undtagen Koner og dem han særskilt undtog. Altsaa var Landøren, som vi og ovenfor (1. B. S. 556) have bemerket, i Førstningen en Afgift, som erlagdes engang for alle; siden blev den en Afgift for hver Islænding, der kom til Norge, hvor ofte han end besøgte Landet. Egentlig skulde den ifølge sin Oprindelse betales ved Afrejsen fra Norge, men betaltes, som man seer, efter Olafs Foranstaltning og maaskee før (se ovf. S. 551) ved Ankomsten.