at egte ham selv. Til Hevn herover fratog Bjørn, der nu aldeles havde Overmagten, Thrond alle hans Kostbarheder og Penge, men skjenkede ham dog Livet, af Agtelse, som han sagde, for Kong Olaf, hvis Gjest Thord var, skjønt Bjørn ej havde seet ham. Da Olaf siden fik dette at vide af Bjørn selv, følte han sig meget smigret derved, og tilsagde ham sit Venskab, dog paa Vilkaar, at han skulde lade alt Vikingevæsen fare, da Guds Lov, som han sagde, derved krænkedes. Bjørn lovede det, og bad om at maatte blive hos Kongen; denne vovede dog ej at beholde ham hos sig, fordi han ventede den mægtige Islænding Thorkell Eyjulfssøn, der var en Frænde af Bjørns Fiende Thord. Der fortælles at Bjørn før sin Hjemrejse til Island engang var i Bad paa samme Tid som Kongen, og kom til at tage et af hans Strømpebaand i Stedet for sit; dette skal man siden, da hans Lig mange Aar derefter opgraves for at flyttes til en anden Kirke, have fundet uforandret, hvorfor det betragtedes som en Relikvie og anvendtes til Baand i en Messeskjorte[1]. Om Olafs Hilsener til Islands Stormænd i Anledning af Kong Rørek, og den Venskabelighed, hvormed de mødtes, er der forhen talt. For øvrigt var det Christendommen paa Island, som han først tog sig af; de politiske Forhold vovede han kan efterhaanden at røre. Da Christendommen blev lovtagen, vovede man endnu, som vi have seet, ikke at afskaffe alle i Hedendommen brugelige Stikke, ej engang hemmelige Ofringer; og uagtet det nok beder, at de efter faa Aars Forløb ophørte af sig selv, er det dog umuligt andet, end at meget deraf endnu var tilbage paa Kong Olafs Tid, siden det endog kunde vedligeholde sig i Norge lige indtil han ved sine kraftige Foranstaltninger gjorde Ende derpaa. Hans Bestræbelser for at befæste og rense Christendommen i Norge gik derfor Haand i Haand med lignende Bestræbelser for Islands Vedkommende. Vi have ovenfor berettet, hvorledes Kongen allerede under sit Ophold i Throndhjem 1016 sendte Bud efter Hjalte Skeggessøn. Ved samme Lejlighed, heder det, sendte han Bud til Skafte Lovsigemand og andre af de meest formaaende Mænd paa Øen, at de skulde tage ud af deres Lov, hvad der tyktes ham meest at stride mod Christendommen, ligesom han og sendte Islændingerne i Almindelighed sin venskabeligeHilsen. Overbringeren af dette Budskab var sandsynligviis den Biskop Bernhard den bogvise[2], om hvilken vi læse at han havde ledsaget Olaf fra England, og siden af ham sendtes til Island, hvor han forblev i fem Aar. Hjalte kom til Norge 1017, og opholdt sig der til 1018, men benyttedes, som vi have seet, meest ved Forhandlingerne med Sviakongen. Dog har han vist ogsaa raadslaaet med Olaf om Foranstaltninger til Christendommens Fremme, og da det udtrykkeligt fortælles, at Islændingerne forandrede deres Lov og satte deres Christenret efter hvad Olaf
