er ej at undres over, at han i lang Tid ej fik Tid eller Lejlighed til at foretage sig noget imod Norge. Men ved det Tidspunkt, hvortil vi nu ere komne, eller omtrent ved 1024, havde han fuldkommen befæstet sin Magt, saavel i England, som i sit Arveland Danmark. „Han tog nu“, siges der, „Skat og Skyld af de rigeste Thjodlande i Norden. Men i samme Mon, som han havde større Indtægter end andre Konger, gav han ogsaa mere ud end andre Konger. I hans hele Rige var der saa god Fred, at ingen vovede at gjøre Brud paa den, og ethvert Lands gamle Lov og Ret overholdtes. Om slige Ting gik der stort Ry i alle Lande“. Det er saaledes let at indsee, at om Knut end ikke havde staaet i noget særeget Forhold til Norge, vilde de misfornøjede Nordmænd dog have flokket sig om ham. Hos ham kunde de, som der siges, see langt større Herlighed end andensteds, baade fordi der dagligen var en saa stor Mængde forsamlet, og fordi der herskede saa megen Pragt i de Herberger, der tilhørte ham, og hvor han opholdt sig. Men dertil kom nu ogsaa, at han ansaaes, eller i det mindste ansaa sig selv, at have Fordringer paa Norge, og endelig at hans Systersøn Haakon Jarl, som endnu havde mange Tilhængere og mægtige Frænder, og hvis uheldige Skjæbne af Flere beklagedes, opholdt sig hos ham. Mange anseede Mænd i Norge eller mægtige Bondesønner havde derfor allerede, under forskjellige Paaskud, begivet sig til Knut, og, tillægges der, „enhver af dem, som kom til Kong Knut og søgte hans Yndest, fik af ham Hænderne fulde af Penge“. Eftersom dette rygtedes, maa det have lokket endnu flere til ham, og denne Gave-Uddeling gik omsider, som vi ville see, over til et formeligt Bestikkelses-System. De, som kom fra Norge, klagede deels for Haakon Jarl, deels for Knut selv, over den Tvang, hvorunder Olaf holdt dem. Olafs Foranstaltninger til Christendommens Overholdelse og Statens Organisation var i deres Øjne lige saa mange Brud paa den gamle Landsret. De sammenlignede Knuts tilsyneladende Eftergivenhed med Olafs Strenghed, og sagde at Norges Mænd vare rede til, naar det skulde være, at underkaste sig Kong Knut og Haakon Jarl, for af dem at faa hvad de kaldte deres Frihed tilbage. Alle disse Taler klang godt, især i Jarlens Øre, og han bad sin Morbroder paa det indstændigste at gjøre det første Skridt til at paatale saavel hans, som sine egne Rettigheder. Han foreslog, at Knut skulde sende et Gesandtskab til Kong Olaf for at spørge ham, om han med det gode vilde oplade
han er derfor lige saa lidet her, som ellers, synderligt at lide paa eller at betragte som uafhængige. Som egentlig Kjendsgjerning bliver intet andet tilbage, end at Knut virkelig, omkring 1023–1025, blev hyldet som Overherre af Mælkolm og Duncan, der maaskee for Øjeblikket ej besad mere af Riget end Lothian og Fife, eller de nærmeste Egne om Forth-Fjorden, medens det øvrige var i Mælkolm Mac Mælbrigdes Hænder. Ifølge Knytl. Saga, Cap. 17, skal Knut have sat sin Søn Harald til Statholder i Skotland. Er dette saa, maa det i alle Fald være skeet senere; i 1024 var Harald endnu ikke voxen. Knytl. Saga antyder ogsaa en senere Tid.
