De hilsede ham dog; han modtog deres Hilsen venligt, og spurgte dem: „hvorledes er det nu med vort Kammeratskab“? De hang med Hovedet, og sagde, at de ej vidste af noget Kammeratskab at sige. „Jo“, sagde han, „I kaldte mig dog eders Kammerat“. De bleve meget ilde farne; men Kongen sagde: „I behøve ikke at ængste eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at indlade eder paa at spille andre noget Puds, end dem, I kjende[1].
Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have skildret, søgte at skaffe sig personlige Tilhængere og derved befæste sin Magt, underordnede han dog alle saadanne personlige Hensyn det Hovedformaal, at styrke Christendommen, overholde Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganisk Sammensamling af forskjellige, indbyrdes fremmede Landskaber blev en eneste velordnet Stat. Dette maatte, som vi allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde sig i at Lov og Ret overholdtes uden Persons Anseelse. „De mægtige Mænd“, heder det, „som saa, at han dømte ligt forhøje og lave, og Lendermændene, der paa den Tid vare paastaaelige og ærgjerrige, fandt sig ej i, at de skulde give tabt for Kongen“og Jarlerne: de meente, at de selv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til kongebaarne Forfædre efter andre store Høvdinger, og saaledes begyndte de at blive trodsige mod Kongen“[2]. I Førstningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han skulde være Konge over det hele Land; men siden, da man tyktes ikke at kunne raade sig selv for hans kraftige Styrelses Skyld, søgte flere ud af Landet[3]. Den, til hvem de fleste toge deres Tilflugt, var Danekongen Knut Svenssøn. Deels nyttede det ikke at flygte til Sviakongen Anund, da han nu selv stod i den bedste Forstaaelse med Olaf, deels betragtedes Knut endnu af.Mange som den rette Arving til Norge, i det mindste til den sydlige Deel, og selv havde han ingenlunde til Hensigt at opgive sine Arvefordringer paa Norge efter sin Fader Sven og sin Farfader Harald. Naar han hidtil havde ladet Olaf være i Ro, var det ikke fordi han erkjendte ham for Norges retmæssige Konge, men alene fordi han endnu var saa optagen med at befæste sit Herredømme i England og
