Fra Gudbrandsdalen drog Olaf ud til Hedemarken, hvor der endnu manglede meget i at Christendommen var fuldstændigt antagen, thi forrige Gang, han var der efter at have fanget Kongerne, vovede han ej at fare vide om med ikke større Folkestyrke end den, han havde. Der var saaledes flere Egne, som endnu ikke vare christnede. Nu derimod berejste Kongen det hele Landskab, og endte ikke, førend Hedemarken fuldkommen var christnet, Kirker
dariske Olafssaga, Cap. 33–38, 74. Denne merkelige Beretning, der af flere Kjendemerker tydeligen kan sees at være et Lokalsagn, som er opbevaret i Gudbrandsdalen selv, fortælles næsten med de samme Ord baade i de historiske Sagaer og den legendariske. Dog har denne sidste den væsentlige Fejl, at den i Cap. 33–38 begynder med at omtale Dale-Gudbrand og hans Forberedelser til at modtage Olaf, uden at have nævnt om dennes tidligere Rejse fra Raumsdalen til Lesje og over Lordalen til Lom, hvilket alt sammen først omtales meget senere, i Cap. 74, som om det foregik paa Olafs sidste Flugt fra Søndmøre over Gudbrandsdalen og Oplandene til Sverige. Vilkaarligheden og Urigtigheden af denne Adskillelse er saa meget mere indlysende, som det endog her heder i Cap. 33, at Dale-Gudbrand havde hørt, at Olaf var kommen til Lom, uagtet det af det foregaaende snarere skulde synes, som om Olaf søndenfra havde begivet sig til Gudbrandsdalen. Derimod har den legendariske Saga Stedsnavnene meget rigtigere, medens de endog i de bedste Afskrifter af de historiske Sagaer ere betydeligt forvanskede. I disse kaldes saaledes Bø-Gaardene (Bœar) paa Lesje, hvor Olaf overnattede, Borar, aabenbart kun ved Fejllæsning; medens den legendariske Saga har: „siðan fór hann yfir Lorodal ok kom þar sem Stafabrekka heitir“, har de historiske: „síðan fór hann yfir Orodal ok svá um Ljárdal ok kom niðr þar sem Stafabrekka heitir“: her er, ligeledes ved Fejllæsning, Lorodalr gjort til to, Orodalr og Ljárdalr (der skal vistnok være et Strøg, kaldet Oredalen, men det ligger søndenfor Lordalen, saa at Kongen først maatte komme til denne). I Stedet for Vágaröst (Vaagerusten), som Kongen passerede over til Sel, har den historiske Beretning Vrguröst (Navnet forekommer ej i den legendariske); Sil, hvortil Kongen kom ned, er i de historiske Sagaer forvansket til Usu, og Silvellir til Suvellir: altsammen fordi senere Afskrivere, sandsynligviis Islændinger og ubekjendte med Navnene, have læst dem fejlagtigt. Mellem Fremstillingen i de to Saga-Bearbejdelser er der ogsaa den væsentlige Forskjel, at den historiske Saga omtaler de her nævnte Gudbrandsdøler, som om de aldrig før havde været christne, medens den legendariske oftere lader forstaa, at de allerede tidligere havde været omvendte til Christendommen, men vare frafaldne, ja endog havde gjort sig nye Afgudsbilleder. Dette, som aabenbart grunder sig paa den urigtige Forestilling, at allerede Olaf Tryggvessøn havde christnet Oplandene, – idet han nemlig, ifølge Cap. 6, ved denne Lejlighed holdt Olaf Haraldssøn under Daaben førend hans Moder blev gift med Sigurd Syr, altsaa i Gudbrand Kulas Huus, hvilket Sagaberetteren vistnok har tænkt sig beliggende i Gudbrandsdalen – strider ligefrem med det fuldkomne Ubekjendtskab til Christendommen og de christne Ceremonier, som ogsaa den legendariske Saga tillægger Gudbrandsdølerne, og maa følgelig ansees aldeles urigtigt. Vi have ellers allerede ovenfor talt om den ved første Øjekast noget besynderlige Omstændighed, at Gudbrand og Dølerne skulde omtale Olaf paa en saa fremmed Maade, nemlig som „en Mand ved Navn Olaf“, og „denne Mand“ o. s. v., uagtet han allerede tidligere, nemlig strax før Nesje-Slaget, havde rejst paa
