let traf dog alene Kappen, der fik et stort Rift, men Olaf selv gik fri, og sprang frem paa Gulvet. Rørek stak anden Gang, men uden at treffe, og raabte: „flyr du nu, Olaf digre, for mig, som er blind?“ Olaf lod ham gribe og bringe ud af Kirken. Aarsagen, hvorfor han tidligere havde følt Olaf paa Skulderen var alene for at erfare, om han havde Brynje rinder Klæderne, eller ej. Efter dette nye Mordforsøg formanede Olafs Mænd ham paa det indstændigste til at lade Rørek dræbe, da han aldrig kunde være sikker paa sit Liv, saa længe han beholdt ham hos sig, medens han derimod, hvis han sendte ham bort, ganske vist vilde slippe løs og sætte sig i Spidsen for en Oprørsflok. Kongen indrømmede Rigtigheden af deres Ord, og sagde at mange havde lidt Døden for mindre Attentater end Røreks, men .at han dog nødig med Blodsudgydelse vilde besmitte den Sejr han vandt over Oplændingekongerne uden at dræbe nogen af dem, der desuden alle vare hans Frænder. Han ønskede helst at faa Rørek bragt bort til et Sted, hvorfra han ikke lettelig kunde komme tilbage. Hertil fandt han ogsaa snart Lejlighed. I Tunsberg opholdt sig just raa denne Tid Islændingen Thorarin Nevjulfssøn, en forstandig, veltalende og meget driftig Farmand, der lange Stunder plejede at opholde sig i fremmede Lande. Han ladede sit Skib for at drage til Island om Sommeren[1]. Kong Olaf kjendte og yndede ham, og havde indbudet ham til sig paa nogle Dage. Han sov i Kongens eget Kaminer. Han var umaadelig hæslig, især vare hans Lemmer ilde skabte, Hænderne store og stygge, men Fødderne endnu værre. En Morgen tidligt, da Solen allerede var oppe og det var ganske lyst .i Kammeret, traf det sig at Kongen var vaagen, medens de øvrige sov. Thorarins ene Fod stak frem under Teppet, og Kongen betragtede den en Stund. Da de andre begyndte at vaagne, sagde Kongen til Thorarin: „jeg har ligget en Stund vaagen og seet et merkeligt Syn, nemlig en Mandsfod saa styg atter neppe skal findes Mage til den i hele Byen“. Han bad de øvrige betragte den og sige om han ikke havde Ret. Alle sandede hans Ord, undtagen Thorarin selv, der meente at der var faa Ting, som ikke havde deres Lige, og at dette ogsaa kunde være Tilfældet med Foden. Kongen svarede, at han gjerne skulde vedde paa, der ikke fandtes styggere Fod. Thorarin vilde derimod vedde paa, at han nok skulde finde en styggere. Kongen antog Veddemaalet, og sagde at den der vandt, skulde have Ret til at fremsætte en Bøn, som den tabende skulde opfylde. Thorarin samtykkede, og rakte nu den anden Fod frem: den varlige saa styg, og manglede endog Stortaaen. „Her“, sagde han, „er den anden Fod; den er saa
- ↑ Thorarin Nevjulfssøn nævnes allerede paa Olaf Tryggvessøns Tid som en af de Islændinger, der 999 søgte at komme bort fra Norge, men ej fik Tilladelse dertil, se ovf. S. 348. I Odd Munks Bearbejdelse af Olafs Saga, Cap. 42, nævnes han og, skjønt vistnok aldeles urigtigt, som Olafs Skutilsvend.
