det Nordenfjeldske. Da nu hertil kom, at Christendommen allerede havde faaet et tryggere Fodfæste i Viken end andensteds i Landet, deels fordi den tidligst havde været udbredt her, og deels fordi Viken selv stod i nærmere Forbindelse med Danmark og andre christne Lande, er det temmelig let at forstaa, hvorledes Olaf kunde vove, endog med Eftertryk og alvorlig Strenghed at ophjelpe og udbrede Christendommen i disse Egne, førend han endnu havde faaet de farlige Stridigheder med Sviakongen bilagte. I Viken, siges der udtrykkeligt, var den christne Tro langt mere bekjendt end nord i Landet, thi der fandtes baade Vinter og Sommer en Mængde saavel danske som saxiske Kjøbmænd, og Vikverjerne plejede desuden meget at fare i Kjøbferd paa England, Saxland, Flandern eller Danmark; andre laa i Viking og havde Vinterophold i christne Lande[1]. Anderledes forholdt det sig derimod i Oplandene, hvor, som vi have seet, Christendommen neppe engang havde naaet hen, undtagen til Ringerike og de nærmest omliggende Egne[2].
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 64, Snorre, Cap. 62.
- ↑ Se ovf. S. 316.
han, hjemkommen fra Skara, forsikrer Olaf at Ragnvald er hans paalidelige Ven. At Sighvat skulde have besøgt Ragnvald i Gardarike er maaske en urigtig Opfatning af hvad der forekommer i et Vers af Østerfarerviserne: „Ypperlige Olaf, jeg har troligen udført dit Erende, og traf den mægtige Ragnvald; jeg foredrog den gavmilde Fyrstes mange Anliggender, da jeg hørte de grejde Taler af Hirdmanden i Garde“. Thi dette, der sigter til at Sighvat havde hørt hvad Gesandterne fra Gardarike havde forebragt ved det svenske Hof, kan ogsaa konstrueres saaledes: „jeg foredrog den gavmilde Fyrstes mange Anliggender i Garde, da jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“, og følger man denne Fortolkning, maa Sighvat altsaa have været i Garde. Nu maa det vistnok erkjendes, at Sighvats Ord: „jeg hørte Hirdmandens grejde Taler“ o. s. v. synes at tyde paa at han personligen havde hørt ham, ikke blot middelbart gjennem Breve eller mundtlig Overleverelse erfaret hans Ord; ligeledes heder det i et af Sighvats Vers: „jeg blev i Høst sendt paa en lang Rejse op til Svithjod“, hvoraf man synes at skulle formode,at Sighvat virkelig selv har været oppe i Uppsala, om end ganske hemmeligt (jvfr. o.S. 570, Not.) Men derfor behøver han ej at have været heelt i Holmgard, hvad der heller ikke var nødvendigt, saa længe Ragnvald ej var flyttet derhen. Vanskeligere at forklare er derimod Slutningen af Sighvats Vers om Ragnvalds Troskab, saaledes som det anføres i Olaf den hell. Saga, Cap. 86 Fagrskinna har her, merkeligt nok, Slutningen af et andet Vers): „jeg kjender ham (Ragnvald), som den bedste Ven, du, Konge, har i Austerveg, langs med det grønne Hav“. Thi heraf synes det virkeligt, som om Ragnvald, da Visen digtedes, alt var kommen til Aldegjeborg, eftersom Vestergauk land dog ej kunde siges at ligge i Austerveg, eller hiinsides Havet. Hvad man her skulde gjette paa, var, at Sighvat virkelig siden, efter at Ragnvald var forflyttet, har gjort en Rejse til ham paa Kongens Vegne, hvorom de øvrige Sagaer tie. – En anden forunderlig Omstændighed ved Sighvats Vers er, at han etsteds kalder Ragnvald „Ulfs Broder“ istedetfor „Ulfs Søn“; og strax efter ligefrem nævner „Ulf“.
