du veed ikke rigtig, hvor tung hans Vrede vil vorde dig at bære, thi jeg har seet Mænd, der vare mægtigere end du ser mig ud til, komme tilkort mod ham. Er du fremdeles saa opsat paa at beholde Herredømmet, da raader jeg dig til at rejse til ham og blive hans Mand; da skulle vi lægge et godt Ord ind for dig, at han giver dig dette Rige i Len.“ Olaf svarede roligt: „jeg vil give eder et andet Raad, Æsgøt: rejs hjem igjen til Sverige og meld eders Konge, at jeg næste Vaar kommer til Landemerket, som fra gammel Tid har adskilt Norge fra Sverige: da kan han, om han vil, ogsaa komme til at slutte Forlig med mig, saaledes at enhver af os beholder det Rige, han er odelbaaren til“. Derpaa hævedes Thinget, Kongen gik til Bords og Sendebudene til deres Herberge. Siden om Dagen gjorde de endnu et Forsøg paa at faa Kongen i Tale, men han lod dem afvise af Dørvogterne. Thurgot og hans Mænd rejste nu hjem, men Æsgøt var mere haardnakket, han vilde ud til Mørerne for at røgte sin Herres Ærende, og tog Vejen over Byneset, for derfra at drage videre over Gauldalen og Orkedalen til Nordmøre. Da Olaf hørte dette, sendte han sine Gjester efter dem. Disse traf dem ved Stein paa Byneset, toge dem til Fange, og førte dem bundne tilbage med sig, indtil de kom til Gaularaasen; her rejste de Galger og hængte dem alle tolv paa et Sted, hvorfra de Forbisejlende ude paa Fjorden kunde se dem. Thurgøt erfoer denne sørgelige Tidende, førend han endnu havde forladt Throndhjem, og kunde saaledes berette den til Sviakongen, som naturligviis blev overmaade opbragt og lod mange store Ord falde[1].
Under disse Omstændigheder var det ikke raadeligt for Olaf at forblive længe i Thrøndelagen, thi han maatte nu med det første vente et Angreb af Sviakongen fra den eneste Kant, hvorfra et saadant Angreb kunde ske, nemlig fra Sydøstkanten, hvor hele Ranrike, ligefra Svinesund til Gaut-Elven, endnu stod under den svenske Konges Herredømme. Der var saa meget mere Anledning til at vente Ufred her, som Olaf selv, ved at tale om det rette gamle Landemerke mellem Sverige og Norge, nemlig Gaut-Elven, havde tilkjendegivet sin Hensigt, ogsaa at underkaste sig dette Landskab, hvis Erhvervelse desuden maatte ligge i hans Plan, naar han engang var bestemt paa at underkaste sig hele Norge. Heller ikke havde de vestlige Fylker endnu hyldet ham. Paa Rejsen nordefter var han ilet dem forbi. Mørerne og Raumsdal vare endnu svenske Len. Den mægtige Erling Skjalgssøn herskede endnu uafhængigt i det sydvestlige Norge, og den danske Deel af Viken var endnu ikke paa langt nær fuldstændigt vunden. Olaf tiltraadte derfor, som det synes, endnu samme Høst[2] Tilbagerejsen, og standsede ved
