Hjarande vilde imidlertid ej modtage noget Forlig, men stræbte Grette fremdeles efter Livet, og saaledes blev da denne nødt til at forsvare sig, som han bedst kunde. Enden blev, som man maatte forudse, at Hjarande faldt. Over dette nye Drab blev Jarlen heel opbragt, og vilde have Grette dræbt, men Thorfinn og Grettes Ven, den islandske Skald Berse Skaldtorfassøn bade om Naade for ham. Da var det, at Jarlen, som vi have berettet, stevnede Grette til at møde i Tunsberg, for at Bjørns og Hjarandes Broder Gunnar, som opholdt sig der, kunde have en Stemme med i Sagen. I Tunsberg blev Grette, førend Sagen endnu var kommen under Behandling, overfalden af Gunnar, saa at han til Selvforsvar maatte dræbe ham. Efter vore Begreber havde nu vistnok Grette Ret, men saaledes betragtede man ikke Sagen i de Dage, og Jarlen var heel opbragt paa Grette, der nu i kort Tid havde dræbt tre Brødre, den ene efter den anden. Det hjalp ikke hvad Thorfinn Berse Skald, og Grettes egen, i Tunsberg bosatte, Halvbroder Thorstein[1], bade for ham. Da væbnede de sig og alle sine Mænd, og stillede sig, med Grette mellem sig, til Forsvar i Porten til Thorsteins Gaard. Jarlen lod sine Hirdmænd væbne sig, begav sig med denne Skare selv hen til hine, og bad dem med det Gode at udlevere Grette. De vægrede sig og svarede at de heller alle tilsammen vilde lade sit Liv. Jarlen vilde da til at angribe dem, men de gjæveste Mænd lagde sig imellem, og bade ham paa det indstændigste ej at udsætte sig for den Fare at stride med slige Kæmper. Jarlen lyttede til deres Raad, og sagde: „dette kan jo ikke egentlig betragtes som noget Forlig, da jeg blot søger at faa en mindelig Afgjørelse istand; jeg nenner ikke at stride med mine egne Mænd, om de end i dette Stykke vise mig liden Agtelse“. Jarlen modtog Bøder og bestemte at Grette skulde faa beholde Livet, men rejse hjem til Island med det første Skib, som afgik derhen. Grette rejste, og, tilføjes det, ingen af hans Forsvarere kom siden i Venskab med Jarlen, uden Berse Skald. Men efter hvad der var foregaaet, maa man antage, at de bare hans Unaade temmelig let. Det Hele tyder paa, at Regjeringen nu var endnu svagere end paa Eriks Tid, og Øjeblikket var derfor vistnok meget gunstigt for en dygtig og anseet Tronprætendent. Og en saadan indfandt sig nu i Olaf Haraldssøn.
Den Helgenglorie der hviler over Olaf Haraldssøns Minde[2], og den beundringsfulde Plads, hans Regjering indtager i Norges Historie, har al-
