gesom Blæsten i en Halmtust. Antagende dette for Fredstegn, hævede de et hvidt Skjold mod Folkene i Baaden, der gik paa Land, men ej foretoge sig andet end en Stund at betragte de Fremmede med Forundring, hvorefter de atter roede bort. De vare sortsmuskede, af et ondskabsfuldt Udseende, med store Øjne og brede Kinder, og ansaaes af Nybyggerne for at høre til Skrælingernes Folk. Da Vinteren kom, faldt der ingen Sne, men det medbragte Kvæg kunde hele Tiden gaa ude; dog begyndte det snart at blive meget uregjerligt. Efter nogen Tids Forløb kom paany en heel Deel Skrælinger, idet de, ligesom første Gang, svingede Stænger. De medbragte alslags Pelsverk, som de falbøde for Vaaben, men dem forbød Karlsevne at sælge dem, derimod solgte man dem rødt Klæde, hvormed de smykkede sig, og hvorefter de vare saa begjærlige, at da Forraadet var gaaet op for Karlsevne og hans Folk, som derfor grebe til den Udvej at skære Klædet i smaa Strimler, gave de lige saa meget for de smaa Stykker, som forhen for de store. Ligeledes syntes de overmaade godt om Melk, Smør og Ost. Handelen fik dog en pludselig Ende, da en Tyr, som Karlsevne havde medbragt, kom frem af Skoven og brølede højt; da bleve Skrælingerne forfærdede, løb til deres Baade, og roede skyndsomst bort; siden den Tid saa man dem ikke i tre Uger. Da kom de igjen, og denne Gang med Hylen og krigerske Gebærder[1]. De angrebe Karlsevnes Folk med Slynger, og indjoge saavel dem som Karlsevne selv stor Frygt ved at hæve op paa en Stang en stor blaaagtig Kegle, som de slyngede hen over dem, og som brast med et stygt Skrald[2]. Freydis Eriksdatter satte dog Mod i dem, da de vilde flygte, og de nødte Skrælingerne til med stort Folketab at søge til sine Skibe, dog faldt to af Karlsevnes Folk, blandt dem Thorbrand, Snorres Søn. Ved en af de Faldne laa hans Øxe; en af Skrælingerne tog den op og hug i et Træ med den; de øvrige gjorde det efter, og lode til at beundre den, fordi den bed saa godt, men da de siden prøvede den mod en Steen, og saa at Eggen brødes, kastede de den bort som unyttig[3]. Imidlertid vare nye Angreb at befrygte, saa at man maatte være paa sin Post, og Karlsevne lod derfor sit Huus omgive med en sterk Skidgard. Denne bestandige Usikkerhed faldt dog alle i Længden utaalelig. De havde heller ikke, som de
- ↑ Ifølge Erik rødes Saga, Cap. 5 vare Skrælingerne allermeest ophidsede derved, at en af Karlsevnes Huuskarle havde dræbt en Skræling, der vilde tage et af Vaabnene.
- ↑ Hvorledes dette egentlig hænger sammen, er vanskeligt at sige; ifølge „Grønlands historiske Mindesmerker“ 1ste B. S. 489 bruges der hos de amerikanske Folkeslag opblæste Blærer til Boldspil, eller Balloner, fyldte med Vand, der frembringe et eget Slags Toner, naar man slaar paa dem med en Flaske.
- ↑ Erik rødes Saga, Cap. 5 lader Skrælingerne prøve Øxen paa en af sine egne Kammerater, der strax faldt død ned.
