en Umulighed. Trods den Bedrøvelse, Helga lagde for Dagen, blev dog Brylluppet holdt, og hun maatte, saa nødig hun vilde, følge med Rafn til Mosfell. Endnu værre blev det, da hun strax efter fik høre, at Gunnlaug virkelig var kommen hjem; hun vilde ikke længer blive der, og Rafn maatte følge hende hjem til Borg. Noget efter skulde Helgas Halvsyster, Jofrids Datter af første Egteskab, have Bryllup; blandt de Indbudne var ogsaa Illuge og Gunnlaug. Denne havde nødig villet komme, for ej at træffe sammen med Helga og Rafn, men føjede dog sin Fader, som ønskede det meget. Ved at se Helga kunde Gunnlaug ikke afholde sig fra at komme med mange Hentydninger til den haarde Skjæbne, han havde fristet. Som en Erindring gav han hende den prægtige Kappe, han havde faaet af Ædhelred; mod Rafn derimod kunde han ej tilbageholde sin Harme, og det var nær kommen til Kamp mellem dem, hvis de andre ikke havde lagt sig imellem. Sommeren efter udfordrede Gunnlaug paa Althinget Rafn til Holmgang paa det sædvanlige Sted, Øxaraaholmen ved Thingstedet. Rafn modtog Udfordringen, til stor Bedrøvelse for Frænderne paa begge Sider, men Kampen ledede ikke til noget bestemt Resultat. Rafns Klinge brast, saa at Stumpet sprang op mod Gunnlaugs Kind og gav ham en Rift. Nu paastod Rafn at han havde sejret, fordi Gunnlaug var saaret, men Gunnlaug, fordi Rafn var vaabenløs. Gunnlaug vilde begynde paa ny, men hans Fader forbød det til hans store Ærgrelse. Og for at hindre Gjentagelsen deraf, hvormed Gunnlaug truede, blev Dagen efter hiin Foranstaltning vedtagen, som vi ovenfor have nævnt; det blev foreslaaet for Lagretten og bestemt som Lov, at Holmgang herefter skulde være afskaffet; saa at alsaa Rafns og Gunnlaugs Holmgang var den sidste, som fandt Sted paa Island (1010).
Det var imidlertid ikke den sidste Holmgang, Gunnlaug og Rafn bestode. Rafn, der tog sig lige saa meget nær af Helgas Kulde, som Gunnlaug over at se hende gift med en anden, red strax efter Thinget til Gilsbakke, og foreslog Gunnlaug at begge endnu samme Sommer skulde rejse til Norge, og der gaa paa Holm med hinanden, hvor deres Frænder ej vilde være dem til Hinder. Gunnlaug modtog glad dette Forslag, som han fandt saare hæderligt, og saa nødigt begges Frænder saa det, maatte de dog tillade dem at rejse. Rafn drog afsted fra Leiruvaag, kom til Throndhjem, og forblev der, fornemmelig i Levanger, først en Vinter, siden Sommeren efter (1011) og den følgende Vinter, uden at høre det mindste til Gunnlaug. Denne havde ogsaa forladt Island samme Høst som Rafn, men var ikke kommen saa tidligt afsted. Han fulgte med Hallfred Vandrædaskald, der ikke blev rejsefærdig førend langt ud paa Høsten, og, som det sædvanligt plejede at gaa ved slige Udfarter seent paa Aaret, man kom til Orknø, ikke til Norge. Gunnlaug opholdt sig om Vinteren hos Sigurd Jarl, fulgte ham om Sommeren paa Krigstog, og kom ikke til Norge førend om Høsten
