efter Pligt, og at han ej havde indgaaet Forlig med dem. Man tillod ham uhindret at forlade Hallen; alle beundrede hans Kjekhed, og Flose fortalte nu Historien sandfærdigt og upartisk. Kaare drog over til Skotland, for end videre at forfølge sine Fiender, og det lykkedes ham i Bretland at dræbe endnu en af dem[1].
Flose havde allerede før sin Afrejse fra Island, rimeligviis efter sin fromme Svigerfader Halls Opfordring, aflagt Løftet om at foretage en Pilegrimsrejse til Rom. Dette er den første Pilegrimsrejse, man efter Christendommens Indførelse enten i Norge eller paa Island hører omtale, naar undtages de Rejser, som Christendomsforkynderne Thorvald Vidfarle og Stefne Thorgilssøn foretoge[2]. Han fulgte Gille Jarl til Syderøerne, drog derpaa sandsynligviis til Frankrige, og gik derfra over Land til Rom, hvor han fik Absolution af selve Paven, men gav dertil, som det heder, mange Penge. Han vendte tilbage ad den østre Vej (gjennem Tydskland), opholdt sig i flere Stæder og nød megen Hæder af anseede Mænd; henimod Vinteren kom han tilbage til Norge, og opholdt sig hos Erik Jarl, der ved hans Afrejse øm Vaaren (1015) gav ham en Mængde Meel; han kom velbeholden hjem og havde saaledes hæderligt opfyldt Forliget. Ogsaa Kaare fulgte hans Exempel. Han sejlede til Nordmandie, hvor han lod sit Skib blive liggende, gik til Rom, fik Absolution, vendte samme Vej tilbage, som han var kommen, afsejlede paa sit Skib til Dover i England, derfra vestenom England til Katanes, hvor han tilbragte Vinteren, og sejlede den følgende Sommer videre. Efter en lang Overrejse led han Skibbrud ved Ingulfshøfde. Skibet forgik, men Folkene reddedes. Den nærmeste Gaard var Svinafell. Kaare sagde, at han vilde gaa derhen og prøve Floses Ædelmodighed. Da Kaare kom ind med de øvrige Skibbrudne, sad Flose i Stuen. Han gjenkjendte ham strax, sprang op imod ham, kyssede ham, satte ham i Højsædet hos sig, og tilbød ham at være der om Vinteren. Kaare modtog Tilbudet. Alt Had var nu udslettet af deres Hjerter, og dette stiltiende Forlig lagde endnu bedre end Pilegrimsfarten for Dagen, at de endelig vare blevne virkelige Christne. Venskabet mellem dem besegledes ved at Kaare, hvis Hustru Helga Njaalsdatter var død Vintren i Forvejen, egtede Høskuld Thraainssøns Enke Hildegunn, Floses Broderdatter[3].
- ↑ Njaals Saga, Cap. 154–156, 159.
- ↑ At imidlertid enkelte Pilegrimsfarter tidligere have været foretagne af mindre anseede Personer, hvis Navn ikke i Sagaerne ere opbevarede, viser Fortegnelsen over nordiske Pilegrimme i det reichenauske Nekrologium, der slutter med Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, se Antiqv. Tidsskrift 1843, S. 67–75; blandt disse Navne findes Ved flere udtrykkeligt Hislant terra, d. e. Island.
- ↑ Njaals Saga, Cap. 160.
