mange Folk hindre Modpartiet fra at trænge ind i den snevre Fjeldkløft, kaldet Almanna-Gjaa, som ellers vilde vorde dem et ypperligt Forsvarssted. Gudmund den mægtige tilsagde dem ubetinget sin Bistand, og sagde endog at han til Løn for Skaftes Tværhed vilde spille ham det Puds at bringe hans Søn med i Striden; denne var nemlig gift med Gudmunds Datter.
Søgsmaalet begyndte nu. Med den største Fiinhed søgte Eyjulf at opstille allehaande Indsigelser og finde paa Udflugter, men forgjæves. Da han omsider blev Mørd for sterk, sendte denne efter Aasgrims Raad Bud til hans Søn Thorhall, Njaals Lærling, der formedelst en stor Byld, han havde faaet paa Foden, maatte sidde stille i sin Thingbod. Men hans Raad vare saa fortrinlige, at de gjorde alle Eyjulfs Raad til intet, og de vakte saameget mere Opsigt, som det endnu ikke var bekjendt, at han besad en saa udstrakt Lovkundskab. Et Par Gange var Eyjulf nødt til at lade forespørge hos Skafte Lovsigemand, om det, som Thorhall havde ladet fremsætte, virkelig var Lov, og Skafte bekræftede det, idet han tilføjede: „der er nu flere Lovkyndige paa Island end jeg tænkte; thi det, hvorom der nu handles, troede jeg at ingen vidste Besked om siden Njaals Død“. Ikke desto mindre begik Mørd tilsidst en Uagtsomhedsfejl, som tilintetgjorde det hele Søgsmaal, der allerede var i den bedste Gang. Da Efterretningen derom bragtes Thorhall i hans Bod, indsaa han strax, at Kamp nu var det eneste Middel, der stod tilbage for at skaffe Hevn; og selv var han den første til at begynde den. Han greb sit Spyd i Vrede, stødte det i Bylden paa sin Fod saa at den brast, og gik nu ligesaa raskt som om han aldrig havde haft nogen Smerte; han mødte en af Floses Frænder, og gjennemborede ham øjeblikkeligt. Dette var Tegnet til en almindelig Kamp. Der blev raabt Hærskrig, og et blodigt Slag holdtes nu paa Thingpladsen, i hvilket saa godt som hele Thingforsamlingen deeltog. Af Floses Tilhængere maatte mange bide i Græsset, især for Kaares og Thorgeirs vældige Hug. Aasgrim, Hjalte og Gissur vendte sig især mod Flose og de øvrige Mordbrændere, Gudmund, Mørd og Thorgeir mod deres Hjelpere fra Øst- og Nordfjerdingen. At flere benyttede denne Lejlighed til at tilfredsstille privat Hevn, er naturligt. Endelig maatte Floses Parti flygte. De toge først deres Tilflugt til Almanna-Gjaa, som Snorre Gode forudsagde, men her forhindredes de af hans Mænd fra at komme ind. Skafte, hvis Søn var med i Gudmund den mægtiges Flok, vilde gaa til Snorres Bod for ved hans Hjelp at skille de Kæmpende ad, men paa Vejen fik Aasgrim Øje paa ham, og kastede et Spyd mod ham, der gjennemborede begge hans Tyklægge, saa at man maatte slæbe ham ind i nærmeste Bod. Flose blev selv saaret; Sidu-Halls haabefulde Søn Ljot gjennemboredes af et Kastespyd, og Eyjulf Bølverkssøn faldt for Kaares Haand. Endelig lykkedes det Snorre Gode, Skafte og Sidu-Hall
